I den sidste playoff-runde før gruppespillet skal Brøndby møde græske Panathinaikos. Så langt er Brøndby kun kommet, fordi det torsdag aften blev til en noget overraskende sejr mod det tyske storhold Hertha BSC fra Berlin.
Dagen derpå er de tyske medier hårde ved Hertha.

- Havde Hertha ikke lyst til Europa? Berlinerne blamerede sig i Europa League-kvalifikations returkamp mod Brøndby med et 1-3-nederlag. En Europa-katastrofe!, skriver den store avis Bild.
- 2,4 millioner euro havde Hertha indkasseret i gruppespillet, men nu kommer der intet. Pinligt!
- I månedsvis lå holdet på Champions League-pladserne, så røg man ned igennem ligaen, og nu kom altså endnu et lavpunkt i Danmark. Brøndbys Teemu Pukki blev Herthas sommermareridt, skriver avisen.

Hos den lokale avis Berliner Kurier har man leget med et tysk ordspil og lavet det om fra tränen (tårer) til dänen (danskere) og skriver i overskriften, at 'den europæiske drøm druknede i danskere'.
- Folk, er det her vanvid? Hvad er det for en miserabel start på sæsonen?
- Natten i København havde intet med Tivol iat gøre. Ingen tænkte på forlystelsesparken i den danske hovedstad. Der var kun spørgsmål på spørgsmål, og hvem havde skylden? Men hvor skal man begynde, hvor skal man stoppe efter katastrofen, skriver avisen.
- Hertha sæsonåbner skulle have været en hammer, men beklager folkens det endte ikke i andet end klynk og jammer, skriver avisen i kampreferatet.

I en kommentar fra avisens journalist Wolfgange Heise lyder det, at det måske var det bedste for tyskerne at tabe.
- Måske var denne skamplet god, lyder det i overskriften.
- Var det kun en blamage i Brøndby, eller skal man også være lettet? Europa-drømmen er slut, og måske er det godt sådan. Dette hold er for uerfarent til sådan en opgave. Det viser alle fejlene ved målene, skriver han.
Han henviser til Berlin-klubbens smalle trup, og det faktum, at Augsburgs indsats i sidste sæsons Europa League betød, at klubben næsten var rykket ud af ligaen.
- Denne kamp var en forsmag, og de blåhvide faldt på halen, lyder det.
- Men var det en blamage? Spørg Spartak Moskva, der røg ud til AEK Larnaka. Eller Lille, der røg ud til FC Qäbälä. Det er pinligheder, men det er ikke et knockout til Brøndby, lyder det.
I selve klubben Hertha er der skuffelse over det bitre exit.
- Brøndby var et hold, der var til at slå. Nu har vi ikke så mange penge til forstærkninger, siger sportsdirektør Michael Preetz til Bild.
- Det var meningen, at vi skulle gå til den i nærkampene, men det gjorde vi ikke. Nu spiller vi igen testkampe og kan kun drømme om Europa, siger træner Pal Dardai til Bild.
Bundesligaen starter først i weekenden 26-28. august, hvor Hertha møder Freiburg.