Få eksklusiv adgang til Copa del Rey-kampene som live-tv i Ekstra Bladet+ LIGE HER
Brøndby-tilhængere skal ikke regne med en sen transfergave, men fodbolddirektør Carsten V. Jensen kan have noget endnu bedre i ærmet.
For på Vestegnen lyder der nu nye toner omkring Anthony Jung.
Den elegante tyske forsvarer har kontraktudløb efter denne sæson og har tidligere givet udtryk for, at han gerne ville hjem til familien i Tyskland.
Hans melding i efteråret var, at ’det var tid til at finde noget nyt til sommer’.
En forlængelse virkede på det tidspunkt fuldstændig urealistisk, men nu svinger pendulet den anden vej, og en forlængelse er nu en realistisk mulighed.
Et godt tilbud
Brøndby har givet Anthony Jung et tilbud på en kontraktforlængelse.
I dag får han i niveauet 160.000 kr. om måneden. Det gør ham langtfra til en af de dyreste spillere i spillertruppen.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 29-årige tysker så tilfreds med de blågules udspil, at han har meddelt klubben, at han overvejer at sætte sin signatur på en ny kontrakt.
Der er tale om et forbedret tilbud til den bundsolide tysker, der altså kan se frem til en lønforhøjelse, hvis han vælger at fortsætte på Vestegnen.
Nøglespiller for Frederiksen
Jung har været en nøglespiller for Niels Frederiksen, efter Brøndby har skiftet til et tre mandsforsvar, hvor han optræder med stor autoritet i venstre side af forsvaret.
Samtidig er han en af de spillere, der har præsteret mest stabilt i både sidste og denne sæson.
Den tyske midterforsvarers enorme ro på bolden og forudseenhed har været en af nøglerne til Brøndbys optur, og det er ingen enkel sag at finde en afløser for ham.
Anthony Jung blev hentet til Brøndby fra RB Leipzig af sin landsmand Alexander Zorniger tilbage i sommeren 2017.
Der var tale om en lejeaftale, der efter en enkelt sæson blev vekslet til et permanent skifte.
Jung er foreløbig noteret for 127 kampe for Brøndby og har scoret fire gange.
Ekstra Bladet har været i kontakt med fodbolddirektør Carsten V. Jensen, men han har ingen kommentarer.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.