Det hele tegnede så lyst for Håkon Evjen, da han i en alder af 19 skiftede Bodø/Glimt ud med hollandske AZ Alkmaar.
Forinden var han blevet kåret til årets unge spiller i norsk fodbold, og nu var han klar til at tage næste skridt i karrieren.
Men bedst som han var flyttet, ramte corona. Med ét var den yderst sociale nordmand pludselig mutters alene i et nyt land.
Det blev derfor begyndelsen på et par svære år.
- De første to år var virkelig hårde på grund af corona. Alt var kaos. Jeg var alene, jeg kunne ikke gå ud, jeg kunne ikke få besøg af familien. Det var virkelig ikke nogle fede år, fortæller Brøndbys nyindkøb til Ekstra Bladet midt i den portugisiske sol.
- Jeg kunne ikke gøre noget. Der skete ingenting. Det var så kedeligt. Jeg sad derhjemme, tog til træning, tog hjem igen, spiste. Det var det. Hver eneste dag var den samme. Det var trist.
Håkon følte derfor også, at den svære coronasituation endte med at få stor indflydelse på præstationerne på banen.
- Jeg følte også, det smittede af på mit spil. For hvis du ikke spiller med glæde og passion, så bliver det ikke det samme.
Heldigvis blev to svære år erstattet med et langt bedre et af slagsen, da corona var et overstået kapitel, og nu glæder han sig til at bevise sit værd på Vestegnen.
- Det sidste år var meget bedre. Jeg trivedes bedre og spillede bedre. Det gik egentlig godt, men så bød chancen sig med Brøndby, og så tog jeg den.
Håkon Evjen har skrevet under på en kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2027.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye Superliga-podcast om alt det, der foregår uden for kridtstregerne. Du kan høre den herunder eller i din podcast-app.