Vemodig Durmisi: Søndag er min sidste kamp

- Brøndby har været mit andet hjem i 12 år, så det bliver specielt at sige farvel på søndag, siger Riza Durmisi

Riza Durmisi spiller formentlig sin sidste Brøndby-kamp for denne omgang på søndag hjemme mod SønderjyskE. (Foto: Lars Poulsen)
Riza Durmisi spiller formentlig sin sidste Brøndby-kamp for denne omgang på søndag hjemme mod SønderjyskE. (Foto: Lars Poulsen)

HOBRO (Ekstra Bladet): Det bliver specielt og meget vemodigt for Riza Durmisi på søndag, når Brøndby spiller sæsonens sidste kamp mod SønderjyskE.

For det bliver samtidig landsholdsbackens afskedskamp for Brøndby.

Det slog han med sikkerhed fast efter 2-0 sejren over Hobro torsdag aften, på trods af, at der endnu ikke er underskrevet en kontrakt med en udenlandsk klub.

Men torsdag er hans agent Nikola Juric, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, i Sevilla for at forhandle med Betis. Klubben har udløst hans frikøbsklausul på 15 mio. kr. Nu mangler kun de personlige vilkår, før en aftale er på plads.

Også en Bundesligaklub og en klub fra den franske liga er i spil, men altså ikke lige nu i førerfeltet.

- Jeg regner med, at det bliver min sidste kamp for Brøndby på søndag. Jeg er ikke typen, der græder, men det bliver helt sikkert vemodigt at sige farvel. Brøndby har været mit andet hjem de seneste 12 år. Jeg kender alle i klubben. Det gælder både ledere og trænere, siger Riza Durmisi.

Se også: Brøndby er i Europa – men hvad skal de i grunden der?

Brøndby skal vinde over SønderjyskE i sæsonens sidste kamp, mens FC Midtjylland samtidig skal tabe til FC Nordsjælland, hvis Brøndby skal indfri sæsonens mål om top-3.

- Det var et delmål at komme i Europa. Selvfølgelig kan FC Nordsjælland vinde over FC Midtjylland i den sidste kamp. Vi skal blot fokusere på at vinde vores kamp, mener Riza Durmisi, der håber på fuldt hus på Brøndby Stadion.

Se også: Skifte nærmer sig: Riza-agent forhandler i Sevilla

Han slår samtidig fast:

- Jeg vil ikke sige farvel til Brøndby, men helt sikkert på gensyn, siger Durmisi, der ikke kan undgå at tænke en smule på, hvor fremtiden skal fortsætte. Omvendt tænker han også på de kommende landskampe.

- Jeg er nødt til at fokusere på en ordentlig afsked med Brøndby og samtidig levere på landsholdet i de to kampe, hvor vi skal spille i Japan, påpeger han.

Landsholdsbacken spillede en solid kamp i 2-0 sejren over Hobro og var tilmed tæt på at komme på scoringslisten. Et langskud prellede af på overliggeren.

TV: Se Brøndbys kasser i Hobro

TV: Mon ikke Betis gerne vil have flere langskuds-kasser som denne her?

 

13 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere