Wow - Brøndby slap med skrækken

OB så ud til at have fuldstændig styr på hjemmeholdet, da Simon Tibbling blev sendt på banen og vendte stilstand til optimisme

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Simon Tibbling fyrede op under festen i Brøndby!

Den 24-årige svenskers gang på vestegnen har bestemt ikke været nogen dans på roser på det seneste, men da Brøndby-spillerne lignede bloddonorer, der var blevet vold-tappet i pausen, blev Tibbling sendt i aktion i det 63. minut.

Hvilken forvandling!

Ti minutter senere udlignede han til 2-2. Brøndby vendte tilbage fra de døde, fansene sang ’vi er Vestegnen’ – og de gule og blå lever fortsat i kampen om DM-bronze. Men det lignede godt nok længe et udkomme, hvor OB ville slå et hul på syv point til Brøndby. Tibblings opportunisme var med til at sikre Brøndby et point.

Det var åh så pænt og nydeligt helt frem til pausen, da Kamil Wilczek gik tæt på banzai over en Jeppe Tverskov-albue, der sendte polakken til tælling – og adrenalinen over kogepunktet. Fjerdedommeren fik en gevaldig skideballe, og det var nok pænt fornuftigt, at Anders Poulsen sekunder senere fløjtede til pause.

Frustrationen skyldtes nok delvist, at OB kort forinden havde udlignet Brøndbys føring, der faldt, da Hany Mukhtar erobrede en løs bold i den almindelige tumult foran OB’s felt, sendte kuglen ud til Dominik Kaiser, der fra venstrekanten kom stormende og sendte bolden fladt ind i støvlerne på Simon Hedlund.

Og bum! 1-0 til de gulblusede, der fortsat jagter bronze og en ny pokaltriumf, der kan få et ordentligt skud benzin i denne uge i semifinalen hjemme mod AaB.

Kort forinden havde samme Hany Mukhtar i eget felt manøvreret sin overkrop så tilpas rundt, at han fik pimpet et hjørnespark ud af farezonen – det lignede umiddelbart et nærmest klokkeklart straffespark til fynboerne.

De stribede fik dog alligevel notere en scoring, da Casper Nielsen på nærmest Mukhtarsk vis stjal kuglen, spillede Anders K. Jacobsen i venstre side, og indlægget fra den lange angriber nåede ganske vist ikke Bashkim Kadrii helt præcist – men OB’eren fik alligevel kastet sig ned og sendt bolden videre til Troels Kløve, der let passerede Marvin Schwäbe og udlignede tre minutter efter Brøndbys føring.

Så var der vel ligesom lagt i kakkelovnen til en forrygende anden halvleg!

Den fik vi – og det var gæsterne, der havde den tunge fod på speederen. Casper Nielsens skud blev rettet af, Ramon Leeuwin tvang Marvin Schwäbe til en refleksredning efter hjørnespark med ni fynboer i Brøndby-feltet, Casper Nielsen drev en kontra frem til Anders K. Jacobsen, og Bashkim Kadrii hakkede så 11 minutter inde i halvlegen gæsterne i front.

Brøndby kunne intet få til at hænge sammen. Et hav af opspilsfejl gav gæsterne tilsvarende raids mod Brøndby-buret, men Jens Martin Gammelby fik dog flækket et forsøg afsted med venstrebenet. Forbi mål.

Til gengæld fik Kamil Wilczek slet, slet ikke træf på bolden, da han få meter fra målstregen blev spillet totalt blank af Simon Hedlund. Hvordan polakken undgik af udligne i den situation fortaber sig i tågerne – og Marco Lund inde på stregen…

Simon Tibbling fik altså udlignet, da Casper Nielsen tacklede bolden ind på svenskeren, hvorefter læderet duvede over Sten Grytebust ud i kassen. Held hører også til – når man opsøger det!

FC Roskilde reddet fra konkurs

Undrer du dig også? Derfor spiller Brøndby og OB fredag

Kom gratis til Superliga: Kun en betingelse