Bundproppen lever endnu

Silkeborg IF's spinkle håb om overlevelse i Superligaen er intakt efter torsdagens tidlige kampe

Silkeborg IF lever stadig i landets bedste række. Foto: Lars Poulsen
Silkeborg IF lever stadig i landets bedste række. Foto: Lars Poulsen

Lyngby: (Ekstra Bladet) Silkeborg lever fortsat i Superligaen. Det står klart, efter torsdagens to tidlige kampe i Superligaen. Bundproppen tog selv fra Lyngby med et enkelt point i bagagen, mens SønderjyskE ikke formåede at slå OB.

Det var ellers et Silkeborg-mandskab, der var pisket til sejr i Lyngby, hvis bundproppen skulle håbe på sin fortsatte eksistens i Superligaen efter sommerferien.

Silkeborg kunne nemlig med et nederlag til Lyngby og en SønderjyskE-sejr i Odense mod OB rykke ud af Superligaen.

Det var dog ikke til at se på banen, at Silkeborg for blot lidt over tre døgn siden høstede selvtillid og udraderede OB med 6-0. For hjemmeholdet fra Lyngby kom ud som lyn og torden med fansene i ryggen og lagde bedst fra land.

Efter blot fire minutter var Lyngby således tæt på at komme foran, da unge Gustav Marcussen tog chancen fra kanten af feltet, men bolden strøg lige udenom gæsternes mål. Dermed slap Silkeborg med skrækken i første omgang.

Gæsterne kom dog bedre med i løbet af første halvleg, men de store chancer udeblev. Mere skete der ikke før pausen, og derfor var stillingen 0-0 ved halvleg.

Silkeborg kom bedst ud til anden halvleg, og få minutter efter pausen var Nicolai Valleys meget tæt på at gøre det til 1-0 for gæsterne, da han blev spillet helt fri inde foran målet, men han manglede lige en ekstra skostørrelse for at have prikket bolden i nettet.

Dette gav Silkeborg blod på tanden, og faktisk var det gæsterne, der var tættest på at bringe sig afgørende foran, men skarpheden manglede fortsat.

Derfor endte det hele 0-0 i en kamp, der næppe vil gå over i historiebøgerne som den mest underholdende. Silkeborg lever dog fortsat i Superligaen.

Kig denne vej: En billig vej til succes

- Fløjtede i øst og vest

Ståles bolig-succes: Scorer millionbeløb

Groggy målhelt klar til Brøndby

AaB-stjerne i kamp mod tiden: - Jeg vil gøre alt