Cheftræner og sportsdirektør: - Usikkerheden gør ondt

Både i Lyngby og Randers gør fortsat usikkerhed om Superligaens genstart ondt

Hvad kommer der til at ske med Superligaen? Her er tre mulige scenarier. Video: Ritzau Scanpix, Tariq Mikkel Khan. Producer: Lasse Brøndal

Den fortsatte usikkerhed om, hvornår Superligaen reelt kommer i gang igen, er en stor udfordring for fodboldspillere og deres klubber.

Både Randers FC og Lyngby Boldklub hjemsendte tidligt i forløbet spillerne som følge af coronakrisen, og i ugevis har hverken ledelse eller trænere kunne underlægge spillerne krav om træning eller afrapporteringer.

Det betyder, at de to klubber ligesom mange andre ikke ved, hvilken formtilstand deres spillere befinder sig i, og hvor længe de kan holde gejsten og disciplinen til selvtræning oppe.

- Spillerne kommer til at vise deres sande jeg i forhold til at være professionelle. Men de er jo også mennesker som alle os andre. Vi kan alle mærke, hvordan situationen påvirker vores hverdag.

- Dagene begynder at flyde sammen og ligne hinanden, og vi savner socialt samvær. Vi ved godt, at nogle spillere er udfordrede, siger cheftræner i Lyngby Boldklub Christian Nielsen.

- Jeg tror, at for manges vedkommende er uvisheden det værste. At man ikke ved, hvor længe man skal gå rundt i det her endnu, siger han.

Lyngby Boldklubs træner Christian Nielsen er her i aktion mod Brøndby 1. marts 2020. Christian Nielsen mener, at spillerne kommer til at vise deres sande jeg i forhold til, hvilken forfatning de er i, når de vender tilbage efter en coronapause uden krav om træning fra klubbens side. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Lyngby Boldklubs træner Christian Nielsen er her i aktion mod Brøndby 1. marts 2020. Christian Nielsen mener, at spillerne kommer til at vise deres sande jeg i forhold til, hvilken forfatning de er i, når de vender tilbage efter en coronapause uden krav om træning fra klubbens side. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
 

Hans hold havde gang i en flot sæson og indtog den vigtige ottendeplads, da alt blev sat på standby i begyndelsen af marts.

Den seneste plan fra Divisionsforeningen lyder på kampe uden tilskuere fra enten 15., 24. eller 31. maj, men intet er sikkert endnu.

Det niver også på ledelsesgangen i Randers FC, som har muligheden for at slutte sæsonen i top-6.

- Det er lidt frustrerende, at man ikke helt har styr på spillerne eller butikken og ikke ved, hvornår man kan starte.

- Hvis bare man havde en fast dato, havde det været nemmere. Man går lidt rundt om sig selv, siger Søren Pedersen, der er sportslig og kommerciel direktør i klubben.

Ifølge ham har Divisionsforeningen tilkendegivet, at klubberne vil få 10-14 dage til genopstartstræning før den første kamp.

- Spillerne skal nok holde sig i rimelig løbeform, men de skal tilbage i fodboldform og også i forhold til forebyggelse af skader bliver opstartsperioden vigtig. Der bliver lidt at samle op på, siger Søren Pedersen.

Han mener, at en længere opstartsperiode havde været at foretrække, men har forståelse for, at der ikke er plads til en sådan i kalenderen.

Samme melding kommer fra Lyngby, som ifølge cheftræneren brugte fem uger på at bygge formen op til forårssæsonen, selv om spillerne kun havde haft små tre ugers ferie. Til sammenligning har spillerne i Lyngby nu været ude i over fire uger.

- Det er virkelig lang tid, så det er en svær situation, og vi ved ikke, hvad der venter os.

- Vi ved ikke, om der er en fordel til de klubber, der har trænet spillere i mindre grupper undervejs. Vi ved ikke, i hvilke klubber spillerne har passet hjemmetræningen bedst og været mest disciplinerede.

- De svar får vi først, når vi ser spillerne igen. Og derefter når vi kan måle dem op mod konkurrenterne i kamp, siger cheftræner Christian Nielsen.

Se også: Glæd jer, Brøndby: Der er flere lovende årgange på vej

Se også: Beskylder Solbakken for at bryde løfte

Se også: Fanget i transfer-kaos: - Over 50 millioner til gode

1 kommentar
Vis kommentarer