Danske klubber på hedetur: Sådan er modstanderne

Jess Thorup kalder FC Midtjyllands chancer for 50/50, når de møder cypriotiske Apollon Limassol i kvalifikationen til Europa League. FC København har tidligere mødt Qarabag i Europa Cuppen for pokalvindere

FC København og FC Midtjylland skal begge to ned til varmen - her kan du blive klogere på de to holds modstandere
FC København og FC Midtjylland skal begge to ned til varmen - her kan du blive klogere på de to holds modstandere

Danske klubber har haft en masse bøvl med cypriotiske hold de senere år, men denne gang er det ikke den onde ånd APOEL Nicosia, der venter.

I stedet var det de cypriotiske pokalvindere Apollon Limassol, der blev trukket op fra hatten, da FC Midtjyllands modstander til den sidste runde i Europa League-kvalifikationen skulle findes.

Midtjyderne sled sig lige akkurat videre fra mødet med de polske pokalvindere Arka Gdynia, og nu venter der så noget varmere himmelstrøg, når Jess Thorups mandskab drager til Cypern 17. august med returkamp i Herning 24. august.

FC Midtjylland kunne have rendt ind i stærkere hold som Panathinaikos og Brøndbys banemænd fra Hajduk Split, så lodtrækningen kunne have faldet mere uheldigt ud, end tilfældet var.

- Jeg vil sige, at det er en mellemvare. Det kunne både have været bedre og værre. Nu ved jeg ikke ret meget om Limassol endnu, men jeg vil sige, at der er 50/50 chance for at gå videre, siger Jess Thorup, der glæder sig over at kunne afgøre tingene hjemme i Herning.

- Det er fornuftigt. Det bliver en opgave i forhold til varmen og fansene dernede, så vi skal igennem med skindet på næsen på udebane. Det er vigtigt, hvis vi skal have en chance for gruppespillet, siger FCM-træneren til Ekstra Bladet.

Jess Thorup kalder lodtrækningen for en mellemvare (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
Jess Thorup kalder lodtrækningen for en mellemvare (Foto: Mikkel Berg Pedersen)
 

Kvalificeret via pokalturnering
Apollon Limassol blev ligesom FC Midtjylland nummere fire i deres nationale liga i sidste sæson, men en sejr i pokalfinalen over APOEL sendte dem i Europa League-kvalifikationen.

Cyprioternes trup tæller blandt andet tre brasilianere, men ingen navne, der får almindeligt fodboldinteresserede til at spærre øjnene op.

Klimaet kan dog ende med at blive en hård modstander for FC Midtjylland - Limassol ligger ved Cyperns sydkyst, og danskerne skal nok ikke forvente ret meget mindre end 25 grader, når der fløjtes op på Tsirion Stadium med plads til lidt mere end 13.000 tilskuere.

Slap for skrækhold: Her er Midtjyllands EL-modstander
Undgår Bendtner: Her er FCM's mulige EL-modstandere
Heldige midtjyder siger 'nej!' til Bendtner

FCK får det endnu varmere

FC København og Ståle Solbakken kan ånde lettet op. Lodtrækningsguderne var med københavnerne, da der fredag ved middagstid blev trukket lod til den sidste og afgørende kvalifikationsrunde til Champions League-gruppespillet.

Sidste hurdle inden det forjættede land er de aserbajdsjanske mestre Qarabag FK og en anstrengende flyvetur på godt syv timer.

En noget mere overkommelig modstander end eksempelvis kroatiske Rijeka, som Ståle Solbakken på forhånd frygtede at trække. Og et hold, som de danske mestre bør kunne slå over to kampe – ikke mindst med tanke på at den aserbajdsjanske liga først starter weekenden inden første møde med FCK.

Lodtrækningen ville også, at danskerne kan afgøre tingene i Parken i returkampen - til stor tilfredshed.

- Vi ville helst slutte hjemme, og det fik vi opfyldt, men til gengæld betyder lodtrækningen at vi skal ud på en lang rejse derover, hvor der er høje temperaturer og en tidsforskel i forhold til herhjemme, så det er en vanskelig udebane, siger FCK’s tekniske direktør, Johan Lange, til klubbens hjemmeside.

I dagtimerne runder temperaturerne 35 grader, og derfor venter der københavnerne noget af en omvæltning i forhold til det danske klima.

FCK-jubel. Foto: Jens Dresling
FCK-jubel. Foto: Jens Dresling
 

FCM-jubel. Foto: Anders Brohus
FCM-jubel. Foto: Anders Brohus
 

Glædeligt gensyn
Man kan roligt betegne mødet som et glædeligt gensyn - i hvert fald for FCK. Ifølge UEFA's hjemmeside har de danske mestre har tildelt Qarabag deres hidtil største nederlag på både hjemme- og udebane, da københavnerne i 1998 vandt henholdsvis 4-0 og 6-0 i den nu nedlagte Europa Cup for pokalvindere.

Aserbajdsjan er da heller ikke ligefrem kendt for store europæiske resultater, men netop Qarabag er ikke et helt ubeskrevet blad i de kontinentale turneringer.

De seneste tre sæsoner har budt på Europa League-gruppespil for Qarabag, men alle tre gange har gruppespillet været endestationen.

Qarabag er da også i en helt anden liga en resten af den aserbajdsjanske liga. De seneste fire sæsoner har man således sikret sig mesterskabet – ved de seneste to lejligheder med et forspring til nummer to på henholdsvis 10 og 22 point.

FC København spiller første opgør på udebane 15. august i hovedstaden Baku, mens Qarabag gæster Parken en uge senere.

Simon Kjær tilbage til Tyrkiet
Lodtrækningen bød også på interessant nyt for den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, der netop har skiftet tyrkiske Fenerbahce ud med La Liga og storklubben Sevilla.

Skæbnen ville, at Simon Kjær inden længe skal en tur tilbage til Tyrkiet for at møde vicemestrene fra Istanbul Basaksehir, der blandt andet har de gamle Premier League-stjerner Emmanuel Adebayor og Gaël Clichy i truppen.

Der er desuden lidt af et brag i vente, når Tysklands nummer fire tørner sammen med Englands ditto i opgøret mellem Hoffenheim og Liverpool, der altså ender med at sende et hold fra en af de allerstørste ligaer ud i Champions League-mørket.

Ståle får ønske opfyldt: Her er FCK's modstander
Ståle før CL-lodtrækningen: Dem vil jeg helst undgå
FCK'ere jubler efter europæisk succes: Nu skal Brøndby ha' smadder!