De danske fodboldklubber er i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen.
For mange af klubberne betyder det en træningslejr i sydens sol, så man kan forberede sig bedst muligt på gode baner og i et varmt klima.
Men igen i år lurer coronaen på at smadre forberedelserne. Pandemien har stadig godt tag flere steder i verden, og derfor er der i øjeblikket strenge restriktioner i flere lande.
Bl.a. i Tyrkiet hvor nye regler foreskriver, at personer ved indflyvning til landet kan blive tilfældigt udvalgt til en PCR-test, og skulle den være positiv, skal personen og dennes nærkontakter isoleres i 14 dages.
Med andre ord kan det betyde 'farvel træningslejr' til flere danske klubber.
Randers FC er én af de danske klubber, der rejser til Belek i Tyrkiet i begyndelsen af februar. Direktør Søren Pedersen er tryg ved at sende truppen af sted, selv om situationen kan udvikle sig uheldigt i den tyrkiske lufthavn.
- Vi er bekendt med risikoen, men vi tester lige inden, at vi tager afsted, så det vil undre mig meget, hvis vi kan blive testet positive i lufthavnen. Vi skal i hvert fald være yderst uheldige, siger Søren Pedersen til Randers Amtsavis og erkender, at han ikke er endnu er helt klar over, hvad der sker, hvis en Randers-spiller tester positiv i lufthavnen.
- Jeg er ikke 100 procent klar over, hvordan de definerer en nær kontakt i Tyrkiet, men jeg ved, hvordan vi definerer det i Danmark, og det er jeg helt tryg ved, lyder det.
Også 1. divisionsklubben Esbjerg fB rejser efter planen til Belek, og direktør Jens Hammer Sørensen siger til Jyske Vestkysten, at han er opmærksom på, at det kan ende i kaotiske tilstande.
- Det er jo den slags, vi skal have snakket med vores rejsearrangør om. For eksempel skal vi også have klarlagt, hvem der betragtes som nære kontakter. Hvis det er hele holdet, har vi jo et problem, siger Jens Hammer Sørensen.
Superliga-klubberne OB og Vejle rejser ligeledes til Belek ligesom flere 1. divisionsklubber sætter kursen mod Tyrkiet.
Hobro IK har aflyst sin træningslejr i Spanien, mens SønderjyskE har gjort det samme med sin træningslejr i Tyrkiet.