DBU-boss ville ændre forhadt fodboldinstans - men INTET sker

DBU-boss lovede eftersyn: - Når arbejdsgruppe mener, at Disciplinærinstansen fungerer godt, skal vi ikke lave udvalgets sammensætning om, fordi jeg ønsker det, siger Jesper Møller, til Ekstra Bladet. Brøndby undrer sig over forløb

DBU-formand Jesper Møller ønskede en ændring af Disciplinærinstansen, men der kommer næppe til at ske noget. Foto: Lars Poulsen
DBU-formand Jesper Møller ønskede en ændring af Disciplinærinstansen, men der kommer næppe til at ske noget. Foto: Lars Poulsen

Disciplinærinstansen. Alene navnet giver røde knopper hos mange fodboldfans i Danmark.

Det er sportens nok mest forhadte udvalg. Opfattelsen er, at instansen træffer beslutninger, som vinden blæser, og at der er fuldstændigt vilkårligt, hvilke sager der tages op - og hvem der slipper.

Derfor virkede det på sin plads, da DBU-formand Jesper Møller for snart to år siden her i Ekstra Bladet slog fast, at Disciplinærinstansen trængte til et eftersyn

Den dårlige nyhed er, at der tilsyneladende intet kommer til at ske. 

Det sagde Jesper Møller til Ekstra Bladet 24. maj 2017

- Vi er i gang med at kigge på systemet og for at se, om der skal ske justeringer i udvalget, som nu har haft sin nuværende form i seks år.

- Vi træffer en konklusion i løbet af efteråret, som siden vil blive forelagt for repræsentantskabsmødet, som er den myndighed, der kan beslutte eventuelle ændringer.

- Skal vi fortsat have klubrepræsentanter i udvalget? Skal vi have et udvalg kun med jurister? Skal vi have en tidligere topdommer i udvalget?

Undersøger sig selv
DBU nedsatte en arbejdsgruppe, men den har ikke været præget af hurtigt arbejde. Halvandet år efter nedsættelsen er gruppen fortsat ikke kommet frem til en konklusion.

Og det er reelt en gruppe, der undersøger sig selv.

Formanden for Disciplinærinstansen, advokat Jens Hjortskov, har en fremtrædende plads i arbejdsgruppen, ligesom OB’s sportsdirektør Jesper Hansen sidder i både arbejdsgruppen og Disciplinærinstansen.

Selv om vi fortsat venter på arbejdsgruppens konklusion, er signalerne ikke til at tage fejl af: Disciplinærinstansen fungerer fremragende. Her er der ingen grund til at lave noget som helst om.

- Jesper Møller, du nævnte 24. maj 2017 i Ekstra Bladet, at du gerne så en tidligere topdommer i udvalget. Mener du stadig, det er en god ide?

- Det er vigtigt ikke at lave ændringer, hvis alle, der har siddet i arbejdsgruppen, mener, at tingene, som de er i dag, fungerer fint. Vi skal ikke ændrer på udvalgets sammensætning, fordi jeg synes det. Her må vi tænke på helheden.

- I nedsatte i oktober 2017 en arbejdsgruppe, der skulle se på ændringer for Disciplinærinstansen. Hvorfor er der endnu ikke kommet en konklusion?

- Arbejdsgruppen er kommet med anbefalinger og har sendt klare signaler om, at den måde, Disciplinærinstansen kører på i dag, er den helt rigtige. Det tyder ikke på, der er behov for forandringer.

Pokalfinalen mellem FCK og Brøndby i maj 2017 var en af sagerne, hvor Disciplinærinstansen kom i skudlinjen. Ingen blev straffet efter balladen. Her er Brøndby-fans i konfrontation med politi i Parken. Foto: Ekstra Bladet
Pokalfinalen mellem FCK og Brøndby i maj 2017 var en af sagerne, hvor Disciplinærinstansen kom i skudlinjen. Ingen blev straffet efter balladen. Her er Brøndby-fans i konfrontation med politi i Parken. Foto: Ekstra Bladet

- Jeg synes, at det er helt afgørende, at vi lytter til den arbejdsgruppe, der har set på arbejdsgangene og udvalgets sammensætning hos Disciplinærinstansen.

- Men i løbet af de næste par måneder vil Thomas (Christensen, formand for Divisionsforeningen, red.) og jeg holde et fysisk møde, hvor vi vil lytter til de konklusioner, som arbejdsgruppen når frem til.

- Det betyder vel, at der ikke kommer til at ske forandringer?

- De meldinger, vi foreløbig har fået, er, at Disciplinærinstansen fungerer rigtig godt. Det, tror jeg, hænger sammen med, at vi ikke oplever særlig mange ankesager.

- Det er faktisk også mit indtryk, at udvalget fungerer rigtig godt, siger Jesper Møller.

På DBU’s repræsentantskabsmøde søndag i Horsens blev alle medlemmerne af Disciplinærinstansen genvalgt.

Det vil sige, at udvalget fortsat består af formand Jens Hjortskov, Jakob Bager, Jesper Hansen, Lars W. Knudsen, Steven Lustü og Stig Pedersen - og at alt forbliver, som det plejer...

To års stilstand

Der er ikke sket meget, når det handler om mulige forandringer hos Disciplinærinstansen. DBU’s formand, Jesper Møller, tog initiativet for snart to år siden. Endnu har arbejdet ikke resulteret i en færdig konklusion.

Forår 2017: DBU-formand Jesper Møller gør flere steder opmærksom på, han Disciplinærinstansen efter hans mening ikke fungerer optimalt.

24. maj 2017: Jesper Møller bliver mere konkret og udtaler til Ekstra Bladet, at det er tid til et serviceeftersyn af Disciplinærinstansen, hvor man samtidig skal se på udvalgets sammensætning. Formanden nævner konkret, han ønsker en tidligere topdommer i udvalget.

Sommeren 2017: På DBU’s hjemmeside kan man læse, at det ikke er holdbart, at der gives bøder til klubber efter kampe i Superligaen, men ikke når det handler om finalen i DBU Pokalen. Det skal være muligt at sanktionere både klubber og kampansvarlige.

Meldingen kommer efter urolighederne til pokalfinalen mellem Brøndby og FCK. Hverken Brøndby, FCK eller DBU fik bøder, fordi der ikke var hjemmel i regelsættet til at sanktionere de kampansvarlige – DBU.

Oktober 2017: DBU nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se på mulige ændringer af Disciplinærinstansens sammensætning og samtidig komme med forslag, som kan forbedre sagsbehandlingen, minimere interessekonflikter og underbygge de dømmende instansers uafhængighed af DBU.

Arbejdsgruppen skal i løbet af første halvår af 2018 komme med anbefalinger til DBU’s bestyrelse. Arbejdsgruppen består af Jens Hjortskov (formand for Disciplinærinstansen), Peter Rønnow (advokat), Peter Ebbesen (turneringsansvarlig), Lars Kühnel (Hobro) samt Jesper Hansen (OB)

November 2018: DBU’s bestyrelse orienteres om arbejdsgruppens arbejde. Det bliver aftalt, at formand Jesper Møller og næstformand Thomas Christensen snarest skal tage initiativ til et fysisk møde med arbejdsgruppen.

Februar 2019: Jesper Møller og Thomas Christensen har endnu ikke afholdt mødet. Men formanden vil - i løbet af de næste par måneder - tage initiativ til et møde med arbejdsgruppen for at få en orientering om, hvilke idéer arbejdsgruppen har til mulige forandringer af Disciplinærinstansen.

Se også: Kaos i danskerklub: Ny drastisk ændring

Se også: Presset hviler nu på Brøndby

Se også: Solbakken efter ny diskussion: - Så må de slås om det!

28 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere