Superliga-klubben SønderjyskE leder efter en afløser, når klubbens nuværende cheftræner, Jacob Michelsen, skifter til svenske Hammarby fra begyndelsen af 2017.
Helsingør-træneren Christian Lønstrup har tidligere afsløret overfor BT, at han har ført dialog med klubben, men nu bliver der sat en stopper for den varme forbindelse, som der har været tidligere.
DBU mener nemlig ikke, at de kan dispensere for, at Lønstrup ikke har en såkaldt P-licens som træner. Det fortæller DBU's trænerudviklingschef Peter Rudbæk.
- Vi kan ikke dispensere fra kravet om p-licens til trænere i Superligaen, men der er nogle regler i systemet, som kan give undtagelser, således at en træner i en kort periode kan træne i Superligaen uden den krævede licens, siger Peter Rudbæk til Helsingør Dagblad.
- De regler kan bare ikke tages i brug i forhold til at ansætte Christian Lønstrup i en Superligaklub nu.
Dermed må sønderjyderne kigge langt efter Lønstrup og gå længere ned ad ønskelisten.
En ønskeliste, hvor den tidligere Brøndby-træner, Thomas Frank også har figureret, men han valgte som bekendt at tage et job som first team coach i Championship-klubben Brentford.

FC Helsingør ville meget gerne beholde den tidligere FCK-spiller som træner.
- Vi er meget glade for Christian Lønstrup, som rykker klubben fremad og som er fodboldfagligt stærk. Vi er klar til at forhandle en ny aftale med ham, hvis han ønsker det, og så må vi se på, hvad sådan en aftale skal indeholde, siger bestyrelsesformand Finn Moseholm.
Lige nu ligger Helsingør nummer syv i første division, men har kun tre point op til playoff-pladserne, som kan give oprykning til Superligaen. Omvendt har holdet kun seks point ned til nedrykningszonen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.