Delaney afviser kontraktforlængelse

FCK har givet kaptajnen et stort tilbud, men fået nej - dermed trækker det op til et sommersalg af midtbanespilleren, der spillede en god kamp, da Esbjerg blev besejret 2-1 i forårspremieren

Dårligt nyt for FC Københavns fans. De skal ikke forvente at se anfører THomas Delaney meget længere på holdet. (Foto: Claus Bonnerup)
Dårligt nyt for FC Københavns fans. De skal ikke forvente at se anfører THomas Delaney meget længere på holdet. (Foto: Claus Bonnerup)

PARKEN (Ekstra Bladet): FC København har tilbudt Thomas Delaney en kontraktforlængelse, der ville gøre kaptajnen til en af klubbens bedste betalte spillere nogensinde. 

Men den 24-årige landsholdsspiller har i første omgang takket nej. Han håber at blive solgt allerede til sommer.

– Jeg har sagt til FCK, at umiddelbart er det ikke aktuelt at forlænge. Så må vi tage den derfra og se, hvad der sker til sommer.

– Jeg elsker at være her, men har også brug for at komme videre på et tidspunkt, så jeg passer på ikke at binde mig for lang tid, sagde Thomas Delaney efter 2-1-sejren over Esbjerg i forårspremieren i Parken.

Vil ikke lægge pres

Midtbanekrigeren var igen blandt sit holds bedste, og der er ikke noget at sige til, at manager Ståle Solbakken vil strække sig langt for at beholde ham.

Thomas Delaneys kontrakt udløber i sommeren 2017, og hvis FCK ellers ønsker at tjene andet end peanuts på ham, skal han sælges efter denne sæson.

Se også: Jørgensen sikrede FCK snæver premiere-sejr

Medmindre han altså sætter sin signatur på den kontrakt, som Solbakken har tilbudt ham.

– Vi vil meget gerne ha’, at han ikke skal skifte til sommer. Vi håber, at vi kan lave en aftale, hvor han først skifter om halvandet år, sagde Solbakken, der kaldte den 1-årige kontraktforlængelse for det største tilbud i FCK’s historie.

Siden modererede han sit udsagn lidt, men der er ingen tvivl om, at Delaney ville få et solidt lønhop, hvis han skrev under på forlængelsen.

– Han har fået et tilbud, som han fortjener i forhold til den position, han nu har, men hvis han mener, at udlandet er det næste skridt for ham, så kan vi ikke gøre så meget ved det.

– Er det et stående tilbud?

– Ja, det er det. Det er ikke sådan, at jeg vil lægge pres på ham (med en deadline, red.). Hvis han kommer til mig og siger ’Ståle, skal vi sætte os ned og se, om vi kan lægge et nul mere på’, så går jeg nok i dialog, sagde Solbakken, der ikke forventer at få et definitivt svar fra Delaney før til sommer.

Men lige nu er svaret nej tak fra anføreren, hvis præstationer i denne sæson blandt andet har fået Celtic og Premier League-klubber til at sætte krydser i notesbogen.

– Jeg blive ikke yngre og vil gerne af sted. Jeg kunne godt skrive under på en fin kontrakt med FCK og være blandt de bedste betalte i Superligaen, men det er ikke for pengenes skyld, at jeg vil skifte.

– Det er for udfordringerne og ambitionernes skyld, sagde Delaney, der drømmer om et skifte til Premier League eller Bundesliga, men dog slog fast, at det ikke var sådan, at han ville blive ramt psykisk, hvis han skulle blive i FC København kontraktperioden ud.

 

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere