Indtil et par minutter før tid i søndagens derby mellem Brøndby og FC København var det en forholdsvis stille og rolig aften for dommer Anders Poulsen.
Men så gik en gruppe på cirka 50 FCK-hooligans komplet amok og raserede tilskuerpladserne og banen med kasteskyts, da Brøndby scorede til sidst.
Dommer Anders Poulsen valgte at afbryde kampen i mere end 20 minutter grundet den groteske ballade. Nu forklarer han, hvorfor der gik så lang tid, før spillet blev genoptaget.
- Det starter med, at der kommer pyroteknik på banen, så kan vi ikke fortsætte. På grund af betjentenes ankomst kan vi heller ikke spille videre, når de står tæt på banen. Så trækker vi spillerne ud, siger Anders Poulsen til TV3 Sport og uddyber sit syn på episoden.
- Så håber, vi at politiet kan få styr på det, så vi kan fortsætte de sidste to minutter. Vi sætter i gang igen efter 20 minutter med håb om, at der ikke kommer mere på banen, for var der kommet mere på banen, kunne vi ikke have fortsat. Det var meget tæt på en afbrydelse i dag, siger Poulsen.
Se de groteske voldsscener fra derbyet her:
Adskillige anholdelser
Heldigvis blev kampen spillet færdig. Efterspillet er til gengæld i fuld gang. I kølvandet på urolighederne har politiet indtil videre haft nok at se til med seks anholdelser og 29 oprettede sager i forbindelse med balladen.
Den utilgivelige stadionvold inkluderede både kast med romerlys, flagpinde, sæder og hegn, og voldsom jagt på tilskuere og slag mod en kontrollør, inden politiet altså trådte til.
Derfor undgik FCK-stjerne rødt kort
Anders Poulsen havde også en kommentar til flere af de fysisk hårde episoder, der udspillede inde på banen mellem Brøndby-spillere og FCK'ere. Her forklarer han, hvorfor han ikke valgte at give rødt kort til Johansson, som i en episode tacklede Brøndbys Lasse Vigen med voldsom kraft forfra.
- Johansson kommer ind med relativt høj fart, det taler for, at den er ret grim. Det, der taler den anden vej, er, at han rammer ikke Brøndby-spilleren med strakte ben, med knopper forrest, siger han og uddyber episoden.
- Han har hele vejen igennem fødderne langs jorden, og han har faktisk muligheden for at spille bolden. Det er de kriterier, vi har oppe at vende, og det gør, at det falder ud til advarsel. Alting ser mere voldsomt ud i langsom gengivelse. Så jeg er glad for gult.
Se Johanssons voldsomme tackling her:
Dommer Anders Poulsen havde også en kommentar til balladen mellem William Kvist og Besar Halimi, der gav gult kort til de to og et par andre spillere, som blandede sig.
Hør dommerens vurdering af Kvist vs. Halimi-balladen her:
- Det hele starter med et simpelt frispark af Kvist. Så ryger Kvist og Halimi ind i noget infight. Så får de advarsel for at puffe eller holde. Så ender vi ud med advarsel til Robin Olsen, som kommer og blander sig fra 30-40. Så får Johan Larsson en for at trappe tingene op.
- Hvad skal der til for at få rødt kort. Det er hvis du slår eller sparker eller nikker en skalle, Isoleret set synes vi ikke, der er situationer til rødt kort.
Skuffet Ståle: Ikke råd til flere svipsere
Politi om fodboldbøller: Vi skal nok finde dem