Det kan koste slutspillet: Hjulmands gavebod

Kasper Hjulmand kunne igen ryste på hovedet over pointtab efter chanceorgie, og nu må succestræneren nok slutte med et nedrykningsslutspil

Der var mange blandede følelser under Kasper Hjulmands klubkasket under og efter kampen mod Brøndby. Foto: Jens Dresling
Der var mange blandede følelser under Kasper Hjulmands klubkasket under og efter kampen mod Brøndby. Foto: Jens Dresling

Man kan godt tage sig i at få lidt ondt af en træner som Kasper Hjulmand, der fremelsker det ene unge, spektakulært spillende mandskab efter det andet, men ofte ikke bliver belønnet på pointtavlen.

På den anden side er unødvendige pointtab også en uundgåelig pris for at forfølge den ungdomslinje og spilfilosofi, som FC Nordsjælland har valgt, og som Hjulmand i den grad er eksponent for.

Så han må i kampenes efterspil leve med egne skuldertræk og konstateringer som denne:

- Hvor tit har jeg ikke stået efter en kamp, hvor vi har skabt masser af chancer og tit også spillet modstanderne ud af brættet uden at få de tre point? Derfor står jeg også her med en dobbelt følelse.

For han havde set meget undervejs, der kunne glæde hans fodboldhjerte.

- Med den spilleglæde, intensitet og gennembrudskraft i forårets første kamp, er der meget godt at se frem til, og jeg er super glad for vores sprudlende, offensive spil.

- Vi spiller en god kamp med høj intensitet, og vi har aldrig skabt så mange chancer mod Brøndby før. Vi har også enormt mange tværpasninger ind foran deres mål.

- Havde det været håndbold, havde vi vel vundet 30-15, sagde han og satte dermed et fint billede på en åben slagudveksling med stimer af tilspillede chancer gennem den tunge og tøvende Brøndby-defensiv.

Et kampbillede, han forklarede på følgende måde:

- I starten spiller de i en 4-3-3 formation og er så ’smalle’, at vores wingbacks får meget plads til at åbne op for løbedueller. Vi får mange løb mellem deres centerforsvar og backs. Så går de tilbage i en mere flad 4-4-2, men vi finder stadig løsninger og skaber chancer.

FCN-træneren får sine unge spillere til at spille lækker bold, men de lukke for meget ind i den anden ende. Foto: Jens Dresling
FCN-træneren får sine unge spillere til at spille lækker bold, men de lukke for meget ind i den anden ende. Foto: Jens Dresling

Og så til frustrationen.

- Men vi gør ikke tingene færdigt rent defensivt. Vi mangler kvalitet i de situationer, sukkede Kasper Hjulmand, der to gange måtte se dommer Sandi Putros fløjte for straffespark til Brøndby i momenter, hvor synderne kom på bagkant af situationen.

Succestræneren er væk til sommer og erkender, at søndagens tabte point udmærket kan betyde, at han slutter af i den tunge ende.

- Et nedrykningsslutspil er fyldt med tilfældigheder. Det er noget bøvl, men så længe jeg er her, kæmper jeg for klubben.

- Top seks bliver svært nu. Jeg vil ikke udelukke noget, men vi har et svært program. Derfor havde jeg gerne set en sejr i dag. I de sidste fem kampe skal vi have den tur i den, som vi ikke havde i dag.

FCN har Hobro hjemme, før turen går til Vejle og FC Midtjylland. Så venter FCK i Farum, før der sluttes af i Vendsyssel.

Se også: Brøndby havde store problemer i fantastisk målfest

Se også: Drama efter ydmygelse: Bossen nægtede at give hånd

OB bør - ligesom Brøndby - spiller sig i Top 6, mener eksperterne. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Sport og Spil 'Kommer de ikke med i slutspillet, så er det en skuffelse'

5 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere