Det store fodboldvalg: Hvem holder partilederne med?

Brøndby og AGF topper blandt partilederne, men også Viborg, Hobro og Lyngby har tilhængere på Christiansborg. Ekstra Bladet giver dig det store overblik over, hvem Borgens topfolk sætter deres kryds ved i fodboldmæssig forstand

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er til Brøndby, men holdt tidligere med FCK (Foto: Brøndby IF)
Statsminister Helle Thorning-Schmidt er til Brøndby, men holdt tidligere med FCK (Foto: Brøndby IF)

De laver andet på Christiansborg end at diskutere ældrepleje, udlændingene, og hvor meget - eller lidt - der skal bruges på velfærd.

Fodbold er som bekendt verdens vigtigste ikke-vigtige ting, og selv om man siger, at man ikke skal blande sport og politik, bliver der også snakket masser af fodbold bag murene på Borgen.

- Du kan skifte kone, bil og hus, men ikke fodboldklub, som Socialdemokraternes Frank Jensen har sagt.

Han manglede at sige parti.

Politikere har det med at skifte parti, og nogle af dem har det også med at skifte fodboldklub.

Der findes naturligvis dem, der har været trofaste mod én klub - og så er der dem, der af en eller anden årsag har fundet anledning til at flytte favoritkrydset.

Se hvem i Ekstra Bladet store oversigt over, hvem de ti partiledere sætter deres kryds ved i fodboldmæssig forstand.

Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokratiet

Landets statsminister kommer fra Ishøj og holder med Brøndby. Men sådan har det tilsyneladende ikke altid været. Tilbage i 2003 blev hun interviewet i forbindelse med udgivelsen af et medlemsblad for Socialdemokraterne på Østerbro.

Dengang var hun folketingskandidat og medlem af Europa-Parlamentet og svarede 'så må jeg nok sige FC København' på spørgsmålet om, hvem hun holdt med i Superligaen.

Se også: Helle afsløret: Jeg holder med Brøndby... og FCK

Nu er det imidlertid Brøndby, og Helle Thorning-Schmidt var i omklædningsrummet i forbindelse med Brøndbys 50-års jubilæumskamp i december.

Det var i øvrigt hendes første kamp på Brøndby Stadion.

- Jeg er fra Vestegnen. Og jeg må blankt erkende, at jeg er Brøndby-fan, skrev Helle Thorning-Schmidt efterfølgende i en mail til Ekstra Bladet.

Der slog hun endegyldigt fast, at hun er gul og blå, selv om hun har flirtet med FCK, hvis hjemmebane ikke ligger langt fra bopælen:

- FCK er også en god klub. Og jeg bor på Østerbro og har på et tidspunkt tænkt, at jeg burde holde med det lokale hold.

- Men som man siger: Man kan godt tage pigen ud af Vestegnen. Men man kan ikke tage Vestegnen ud af pigen. Brøndby IF er min klub.

Det er svært at blive klog på, hvem Lars Løkke Rasmussen holder med (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Det er svært at blive klog på, hvem Lars Løkke Rasmussen holder med (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Lars Løkke Rasmussen, Venstre

Det er vanskeligt at finde ud af, hvem Venstres statsministerkandidat egentlig holder med.

I julen 2014 lavede BT en stor rundspørge blandt Folketingets 179 medlemmer. Avisen ville gerne vide, hvilket fodboldhold de holdt med, og svaret fra Lars Løkke Rasmussen var Vejle.

Han har dog også udtalt sig positivt om FC København i forbindelse med klubbens store succes i Champions League i sæsonen 2010/11.

- FC Københavns præstation er fantastisk. Der er jo aldrig før noget dansk fodboldhold, som er nået så langt i europæisk fodbold. Det er jo i sig selv helt fantastisk, sagde han til onside.dk i forbindelse med FCK's Champions League-eventyr.

Han så dog ikke 1/8-finalen mod Chelsea:

-  Det er meget pinligt. Jeg er klar over, at de tabte 2-0, og jeg kunne i princippet godt have været inde og se den, men jeg havde ikke tid, for jeg var til en generalforsamling. Men den sluttede heldigvis tidligt nok til, at jeg kunne nå hjem og se anden halvleg.

DR's Kåre Quist havde mandag aften Løkke i studiet og berørte sporadisk emnet. 'Du har udtalt, at dit favoritfodboldhold er FCK, FC Nordsjælland, Vejle og nogle gange Esbjerg. Er det, hvad man kalder en politisk helgardering?', spurgte Quist.

- Ja!, lød svaret fra Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen Dahl er glad for Liverpool, men hvem holder han egentlig med i Danmark... (Foto: Niels Husted / Polfoto)
Kristian Thulesen Dahl er glad for Liverpool, men hvem holder han egentlig med i Danmark... (Foto: Niels Husted / Polfoto)

Kristan Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl er stor fodboldfan, og hans tilhørsforhold til Liverpool er velkendt. Han har holdt med den engelske klub siden starten af 80'erne.

Så langt, så godt.

Se også: Portræt: Fodboldfan uden venner

Når det kommer til det danske tilhørsforhold er der dog lidt større tvivl. I 2008 havde Tips-Bladet en længere fodboldsnak med den fodboldglade politiker fra Thyregod.

- Efter kommunesammenlægningen er jeg kommet med i Vejle Kommune, og derfor er det klart, jeg håber på, det går godt for dem. Det smitter jo af på byen og det hele. Men min søn holder med FC Midtjylland, og det kan godt skabe lidt splid, sagde Thulesen Dahl dengang.

Da BT i 2014 sammensatte Folketingets-fodboldkort var svaret dog et andet. Kristian Thulesen Dahl var tilsyneladende blevet omvendt og svarede, at han holdt med FC Midtjylland.

Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti

SF's formand Pia Olsen Dyhr er gul og blå i fodboldmæssig forstand.

- Jeg kommer jo fra Vestegnen af, sagde hun til BT, da hun blev bedt om at pege på sin favoritklub.

Pia Olsen Dyhr har holdt med Brøndby sin teenageårene og garanteret været på stadion flere gange end Helle Thorning-Schmidt.

Hun var senest på Vestegnen i sidste spillerunde - i selskab med partikammerat Holger k. Nielsen.

Uffe Elbæk, Alternativet

Den tidligere kulturminister er stor AGF-tilhænger og har været det i mange, mange år. Helt tilbage i 1999 blev han udnævnt som ambassadør for den århusianske klub.

Han er på stadion, når tiden ellers tillader det, og skriver ofte om AGF på sine Facebook-side.

Blandt andet da klubben sikrede sig oprykning til Superligaen tilbage i maj. 

Ved godt, at det nok er de færreste af jer her på væggen, der holder med AGF. Men det gør jeg altså. Derfor er det kun på sin plads at sige mega meget tilykke til AGF:

Posted by Uffe Elbæk on 25. maj 2015

Som bonusinfo kan nævnes, at Alternativets frontmand er gode venner med AGF-legenden Martin Jørgensen og besøgte ham i Italien, da Jørgensen spillede i Serie A.

Morten Østergaard, Radikale Venstre

Det er muligt, at de ikke er i samme parti længere, men Uffe Elbæk og Morten Østergaard kan stadig blive enige om, at AGF er Danmarks bedste klub.

Østergaard er også dedikeret AGF-tilhænger og bruger gerne de sociale medier til at tale om klubben.

For eksempel da han glædede sig over det økonomiske opsving og AGF's oprykning til Superligaen.

Som mange andre AGF'ere er Østergaard overbevist om, at den næste storhedstid venter lige om hjørnet. Som han sagde til Information for nogle år siden:

- AGF ender som altid i Champions League, til det modsatte er bevist.

Den sæson endte dog med en nedrykning, men nu er de til Østergaards store begejstring tilbage i det fine selskab.

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten

Der er flere fodboldinteresserede i Enhedslisten, men politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er ikke én af dem, der blander sig i fodbolddiskussionerne på Borgen.

- Hun går ikke op i fodbold, lyder svaret fra Enhedslisten.

Hun var dog i Parken i lørdags og så Danmark slå Serbien.

Anders Samuelsen, Liberal Alliance

Anders Samuelsen er blandt de mange Liverpool-fans på Christiansborg, men i Superligaen står han formentlig lidt mere alene med sit tilhørsfohold.

Liberal Alliances partileder fortalte tilbage i december til BT, at han holder med Hobro.

Han flyttede i sine unge år til byen sammen med sin mor, så det er formentlig der, at sympatien stammer fra. Og så er det jo bare dejligt, at det går klubben ret godt i øjeblikket.

Stig Grenov, Kristendemokraterne

Kristendemokraternes Stig Grenov er til blå, som han selv siger, og derfor er det meget passende, at partilederen holder med de kongeblå fra Lyngby Boldklub.

Han ser 1. divisionsklubben spille, når han har mulighed for det, og ærgrer sig stadig over, at de ikke klarede spærregrænsen til Superligaen i den netop overståede sæson.

- Vi skulle være rykket op, siger Grenov til Ekstra Bladet.

De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har en fortid som borgmester i Viborg og holder stadig med den lokale klub (Foto: Katinka Hustad / Polfoto)
De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har en fortid som borgmester i Viborg og holder stadig med den lokale klub (Foto: Katinka Hustad / Polfoto)

Søren Pape Poulsen, Konservative

Den tidligere borgmester i Viborg holder naturligvis med den lokale klub.

Det har givet Søren Pape Poulsen visse problemer, for i sin tid som borgmester i byen støttede det kommunale selskab Energi Viborg klubben, som på det tidspunkt var i økonomiske problemer.

Det skete efter indstilling fra Søren Pape Poulsen.

Statsforvaltningen gik ind i sagen og slog fast, at byrådets beslutning var både uforsvarlig, uklar og i strid med den kommunale styrelselov.

De konservatives formand kan dog glæde sig over, at der i den kommende sæson spilles fodbold på Energi Viborg Arena.

Klubben vandt 1. division i sidste sæson, og Pape var på stadion, da oprykningen midt i maj blev sikret.

43 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere