Efter Ekstra Bladets afsløring: Kan få alvorlige konsekvenser

DBU ønsker ikke at stille op til et telefonisk interview i sagen om Nudi Ghelam, der trods manglende registrering forhandlede kontrakt for U19-landsholdsspilleren Jonathan Ægidius

Nudi Ghelam er ikke længere agent, men han arbejder stadig som agent. Han var dybt involveret, da Jonathan Ægidius skiftede fra Lyngby. Foto: Privat.
Nudi Ghelam er ikke længere agent, men han arbejder stadig som agent. Han var dybt involveret, da Jonathan Ægidius skiftede fra Lyngby. Foto: Privat.

Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan den uautoriserede agent Nudi Ghelam spillede en hovedrolle, da U19-landsholdsspilleren Jonathan Ægedius i januar fik sin fodboldfremtid på plads.

Den 18-årige målmand, der nu er i Brøndby, blev i forhandlingerne med i hvert fald Lyngby og FC København repræsenteret af Ghelam, selvom 'agenten' ikke længere er registeret som agent på DBU's hjemmeside.

Du kan læse mere om den historie her:

Jonathan Ægidius var ombejlet tilbage i januar. Foto: Getty Images Superligaen Afsløring: Beskidt spil i talent-krig

Hos DBU kender man til Nudi Ghelam, men fodboldunionen har ikke ønsket at stille op til et telefonisk interview om sagen.

DBU ønsker kun at besvare skriftlige spørgsmål om agentreglerne og ønsker ikke at svare på personspørgsmål.

Det har derfor ikke været muligt for Ekstra Bladet at stille opfølgende spørgsmål. 

- Fodboldagenter i Danmark skal være registreret i DBU. Personer, der agerer som agenter, men som ikke er registrerede agenter i DBU's systemer, handler i strid med DBU's agentcirkulære, og i situationer, hvor DBU bliver bekendt hermed, kontaktes disse med oplysning om registreringskrav og agentcirkulærets bestemmelser. 

- DBU undersøger også, om klubber/spillere har benyttet sådanne ikke-registrerede agenter i strid med agentcirkulæret, skriver kommunikationschef Jakob Høyer i mail til Ekstra Bladet.

Lyngby, FCK og Brøndby kæmpede alle om Jonathan Ægidius' signatur. Foto: Mario Hommes/DeFodi Images via Getty Images
Lyngby, FCK og Brøndby kæmpede alle om Jonathan Ægidius' signatur. Foto: Mario Hommes/DeFodi Images via Getty Images

Han pointerer, at DBU løbende orienterer klubberne om deres forpligtelse til kun at benytte registrerede agenter:

- Det er i strid med reglerne, hvis klubber eller spillere bruger agenter, der ikke er registrerede. Det kan medføre forskellige former for sanktioner såsom bøder, karantæne eller udelukkelse.

Ghelam er tavs

Ekstra Bladet har forsøgt at få Nudi Ghelam i tale, men han har ikke reageret på talrige henvendelser.

Vi kontaktede ham søndag telefonisk, siden lagde vi en besked på telefonsvareren.

Vi har sendt en SMS-besked og efterladt en besked på Messenger - alt sammen uden held.

Her er et udvalg af de spørgsmål, vi gerne vil stille Nudi Ghelam.

  • Hvorfor var du involveret i Jonathan Ægidius' kontraktforhandlinger, når du ikke er registreret agent?
  • Er du klar over, at man ifølge DBU's regler skal være registreret for at føre forhandlinger om kontrakter og klubskifter?
  • Hvorfor afmeldte du dig som DBU-agent i efteråret, da der kom en klagesag over dig?
  • På din LinkedIn-profil står du som FIFA-agent. Hvorfor, når du er afmeldt?
  • Har du været i kontakt med DBU de seneste måneder, efter du lod dig afregistrere som officiel agent?

Er tidligere blevet straffet

Den kontroversielle 'agent' Nudi Ghelam har har tidligere været involveret i sager hos DBU.

Han fik i december 2016 en bøde på 10.000 kr. for at overtræde agentreglerne, da han udtalte sig om Frederik Nørrestrand, der kun var 14 år.

Derudover havde han på Facebook flere gange taget kontakt til FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen, der allerede havde en agent.

Sidste år var der en ny sag på DBU's bord med Nudi Ghelam.

Et konkurrerende agentfirma mente, at han havde kontaktet et ungt talent under 18 år, som de repræsenterede.

Sagen blev aldrig behandlet af DBU, da Nudi Ghelam pludselig stoppede som registeret agent og ikke længere fremgik af DBU’s agentregister.

Nudi Ghelam er direktør i sit eget selskab NG Management IVS, der laver 'personlig rådgivning og servicering af sportsudøvere'.

I seneste regnskabsår havde selskabet, der er registret på Nørrebro, en omsætning på nul kroner. Det var det samme året før.

Nudi Ghelam er også direktør i N Management ApS, der i lighed med hans andet firma har rådgivning og servicering af sportsudøvere som sin væsentligste aktivitet.

Det har adresse i Brønshøj og havde i seneste regnskabsår et overskud på knap 43.000 kr. efter skat.

17 kommentarer
Vis kommentarer