Eksperternes dom: Sådan gik det danske transfervindue

Ekstra Bladet har bedt tre eksperter gennemgå de 12 Superliga-klubbers transfervindue

Mandag blev Zohores opsigtsvækkende skifte debatteret i Ekstra Bladets studie

Det danske transfervindue smækkede i mandag ved midnat, og det var et vindue, der bestemt ikke var kedeligt. Superliga-klubberne var i den grad aktive, hvor FCK’s Daniel Amartey og FCN’s Bruninho blev solgt til udlandet for store millionbeløb. Og inden for landets grænser var Morten Duncan Rasmussens transfer fra FC Midtjylland til hjerteklubben AGF en af de mest bemærkelsesværdige mellem to danske klubber.

Ekstra Bladet har bedt tre Superliga-eksperter om at vurdere de 12 klubbers transfervindue, og her er deres dom.

JESPER GRØNKJÆR OM FCK:
Jeg vil vurdere FCK til at være svækket, for de mister en sikker starter og en af de mest lovende spillere i Superligaen i Amartey. Omvendt er jeg stensikker på, at FCK vidste, dette salg ville ske. Og de har garderet sig, da Kvist nu bliver kørt ind. Det bliver spændende med Robin Olsen, som afløser Stephan Andersen. Olsen er en god keeper og har erfaring fra en storklub og fra Europa. Men han skal dirigere et – for ham – nyt forsvar - og hvad gør Ståle, når Stephan er klar igen? Hvis Olsen præsterer, så står han selvfølgelig resten af foråret. Det er en win-win-situation for den svenske målmand.

Stephan Andersens skade kan koste dyrt, vurderer Jesper Grønkjær (Foto: Jens Dresling)
Stephan Andersens skade kan koste dyrt, vurderer Jesper Grønkjær (Foto: Jens Dresling)
 

JESPER GRØNKJÆR OM AAB:
Jeg kan godt forstå dem, der mener, at AaB er kommet styrket ud af dette vindue, da de blandt andet har beholdt Spalvis og Thomsen. Men kigger jeg på startopstillingen, så er de blevet en smule svækket – ligesom FCK. Dalsgaard, som er i periferien af landsholdet, er smuttet, og der er ikke fundet en erstatning. Det positive for AaB er, at Jakob Ahlmann er på vej tilbage. Og det er altså en dark horse i mesterskabskampen. Det er de virkelig, og de andre klubber ved det også.

Henrik Dalsgaards skifte væk fra AaB svækker nordjyderne (Foto: Gregers Tycho)
Henrik Dalsgaards skifte væk fra AaB svækker nordjyderne (Foto: Gregers Tycho)
 

JESPER GRØNKJÆR OM FC MIDTJYLLAND
Jeg tror ikke, at de rammer de højder i foråret, som der forventes af dem. Det er mange af- og tilgange på én gang, og det kan aldrig være godt. Det er usædvanligt, og derfor vurderer jeg deres vindue med en pil nedad. Det bliver helt sikkert godt for dem med en træningslejr, hvor de nye spillere skal spilles ind. Og angriberen Vaclav Kadlec ser rigtigt spændende ud – det er en interessant offensiv, de har. På den anden side, er jeg ikke sikker på, at den nye bulgarske midtstopper Nikolay Bodurov bliver en profil.  Det bliver uanset hvad spændende at følge.

STIG TØFTING OM SØNDERJYSKE:
SønderjyskE har ikke været nødsaget til at ændre på så meget. De har leveret, og det er gået over al forventning i efteråret. De plejer at sælge ud af deres store profiler, men denne gang har de holdt ved deres stamme og tilføjet Marcel Rømer fra Viborg. Det er et homogent og habilt mandskab, hvor de har bygget op med hårdtarbejdende spillere – og dette vindue har de brugt til at trimme truppen.

Prøv den store transferquiz i bunden af artiklen

JESPER GRØNKJÆR OM BRØNDBY:
Det bedste, der er sket for Brøndby dette vindue er, at de har luget ud i truppen. Troels Bech har ryddet op og skilt sig af med spillere som Almebäck, Schwartz og Semb Berge, som ikke slog til og ikke har niveau til dette projekt. Kamil Wilczek lyder meget spændende, men jeg kender ikke meget til ham. David Boysen er også interessant, men man skal ikke forvente, at han skal være en profil på holdet her og nu. Han skal bevise, at han er god nok til en storklub. Jeg giver Brøndby et lille plus efter dette vindue på grund af udrensningen og polakken, jeg glæder mig til at følge.

R1, O - se Boysen score ægte FIFA-mål:

Se også: Chok-salg: La Liga-stjerne til Kina for rekordsum

STIG TØFTING OM RANDERS:
Randers har været meget inaktive i dette vindue. De er også i en position, hvor de ikke kan rykke ud, men omvendt er der ikke langt op til førerfeltet. De er ikke blevet svækket, men de er heller ikke blevet bedre. De mangler en angriber mere i truppen i forhold til Colin Todds system. De leder også efter transferfrie spillere, og det er også nødvendigt, hvis de gerne vil lege med i toppen. Men man skal ikke glemme, at de har haft en turbulent tid med ny direktør, sportschef og snak om klubsalg, som har overskygget.

STIG TØFTING OM OB:
OB har brugt dette vindue på at rense ud i truppen. Kent Nielsen har sagt farvel til spillere, som han ikke mener, kan bidrage til det nye projekt – blandt andet Emil Larsen. De har tilføjet Izunna, som er et super køb, der vil bidrage med en masse til midtbanen. Det undrer mig, at de ikke har forstærket sig på målmandsposten, hvor Koval har været dårlig, og hans svingende spil har påvirket forsvaret. Det er dét eneste, der skuffer mig. Falk burde nok også have været solgt – det kan blive ubehageligt for ham i Odense, hvis han ikke præsterer i foråret.

Izunna er er superkøb i OB, vurderer Stig Tøfting (Foto: Morten Wamsler/OB.dk)
Izunna er er superkøb i OB, vurderer Stig Tøfting (Foto: Morten Wamsler/OB.dk)
 

STIG TØFTING OM FC NORDSJÆLLAND:
FCN er blevet sportsligt svækket. Anderledes kan det ikke være, når man sælger den største stjerne, Bruninho, der har scoret over halvdelen af målene. Men jeg kan godt forstå salget fra et økonomisk perspektiv. Deres største profil nu bliver Kasper Hjulmand, der vender tilbage. Det bliver spændende at følge hans projekt. Og så forventer jeg mig en del af Tobias Mikkelsen. Nu er han en rutineret spiller, der skal gå forrest og være toneangivende. Jeg glæder mig til at følge ham.

Tobias Mikkelsen har tidligere vist masser af kærlighed over for holdkammerater i FCN:

JESPER THYGESEN OM AGF:
AGF har haft et rigtigt stærkt vindue, og der er to spillere, der skiller sig ud. Morten Duncan Rasmussen burde være garanti for succes. I de seneste år har han døjet med småskader, men han leverer. Han er den målmaskine, de har brug for. Niklas Backman har de hentet i Kina for at stabilisere defensiven.  Han får et kæmpe ansvar, men han er en leder, som de har savnet i klubben. Han har erfaring og den rigtige alder, så det køb er spot on. To spillere der løfter AGF og vil give dem et bedre slutprodukt.

JESPER THYGESEN OM VIBORG:
Det var en stor beslutning at fyre Auri Skarbalius, men det har vist sig at være en god idé. Mølby har fornyet deres spil i efteråret, og det ligner et solidt håndværk. Dette vindue har været fint for VFF – uden at være prangende. Status quo med pil opad. Mikkel Vestergaard er spændende, og han skal nok blive interessant for deres angrebsspil. Søren Frederiksen forventer jeg ikke, løfter holdet. Alt i alt ligner det en veldreven klub, og de er kommet fint ud af dette transfervindue.

Den tidligere FCK'er Søren Frederiksen kan ikke forstærke Viborg, vurderer Jesper Thygesen (Foto: Lars Poulsen)
Den tidligere FCK'er Søren Frederiksen kan ikke forstærke Viborg, vurderer Jesper Thygesen (Foto: Lars Poulsen)
 

JESPER THYGESEN OM ESBJERG:
Esbjerg er blevet styrket. Jesper Jørgensen, klubbens søn, der kommer hjem efter succesfuldt udlandsophold, er en populær signing. De mister Bille, men får Ronnie Schwatrz ind, og på det punkt er de status quo. Han vil komme med en masse ærgerrighed og vise omverden, at han stadig kan præstere. Men det hele står og faldet med Andreas Nordvik. Midterforsvaret har været EfB’s store akilleshæl, og her skal han tager et kæmpe ansvar, hvor han ikke vil få meget hjælp. Nordvik bliver nøglen for den defensive succes.

JESPER THYGESEN OM HOBRO:
Ove Pedersen har for alvor sat sit aftryk på Hobro i dette vindue. De spillere, de har hentet, er alle rutinerede, fysisk stærke og gode i luften. Lige efter Ove P.’s hoved.  Derudover er Antipas stille og roligt på vej tilbage, og det er nærmest en ny spiller, de får i truppen. Hobro har i den grad styrket sig, men deres ulempe er, at deres konkurrenter har gjort det samme. De skal jagte Esbjerg, og de første kampe bliver afgørende. Jeg har svært at se, at de klarer det, men vi må vente og se.

Quincy Antipas er nærmest en ny spiller i Hobro (Foto: René Schütze)
Quincy Antipas er nærmest en ny spiller i Hobro (Foto: René Schütze)

Se eller gense hele programmet om Per Bjerregaards største handler i Brøndby:

87 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere