Superligaen er på rekordkurs.
Aldrig er der blevet dømt så mange straffespark som nu.
I gennemsnit er der blevet peget på ellevemeterpletten i knap hver tredje kamp i denne sæson.
41 straffespark er der blevet dømt i de hidtidige 126 kampe. Det giver et gennemsnit på et straffespark pr. 277. minut.
Den hidtidige rekord er fra sæsonen 1998/99, hvor der blev spillet 297 minutters fodbold mellem hvert straffespark.
For bare syv år siden var tallet godt og vel 557 minutter, men siden er det kun gået en vej.
I hver eneste af de seks seneste sæsoner er snittet faldet, og det ser det også ud til at gøre i sæsonen 2020/21, hvor Superligaen meget vel kan sætte rekord.
Den tidligere topdommer Claus Bo Larsen peger på handsreglen som en væsentlig del af forklaringen.
- Hvis armen er i en unaturlig stilling, og bolden rammer armen, skal der dømmes straffespark, som reglerne er nu - også selvom det kan virke uforsætligt, siger Claus Bo Larsen til Ekstra Bladet.
Han peger også på, at spillet har udviklet sig, og at der i dag er meget fokus på holdesituationer i feltet.
Tidligere var der mange forseelser omkring benene, nu foregår 'de kriminelle handlinger' ofte i armhøjde.
Og så er der naturligvis VAR, der har fanget straffespark, som dommeren i første omgang ikke opdagede på banen.
Som da Jens Stage havde høj albueføring mod Andreas Maxsø i det københavnske derby.
- Der er flere sæt øjne på nu. Da jeg startede, var der tre. Nu er der fire sæt på banen, 10-12 kameraer og dommerne i VAR-vognen.
- Det gør, at mere og mere bliver fanget, og at kendelserne bliver mere og mere korrekte. Det kan aldrig blive fejlfrit, men vi kommer tættere på de rigtige kendelser, siger Claus Bo Larsen.
Claus Bo Larsen stoppede som Superliga-dommer i 2013, men er fortsat aktiv uden for banen.
Han er for eksempel med inde over implementering af VAR i dansk fodbold og med til at afgøre, hvilke dommere der skal påsættes de enkelte Superliga-kampe.
Claus Bo Larsen er den dommer, der har dømt flest kampe i Superligaen. 328 blev det til.
Den 55-årige fynbo var ikke lige så flittig til at pege på straffesparkspletten som Superligaens nuværende dommere.
Han dømte 49 straffespark, hvilket svarer til et pr. godt 602 minutters fodbold.