Erkender angreb på Stages lejlighed: I Aarhus straffes forrædere

En 23-årig mand erkender at have kastet en røgbombe ind i en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus

Antændt fyrværkeri blev kastet ind ad vinduet, hvorefter der opstod ildebrand, og to personer måtte undslippe lejligheden ved at kravle ud af et andet vindue. Video/foto: pressefotos.dk/Øxenholt Foto

AARHUS (Ekstra Bladet): Den 23-årige mand, der er sigtet for at sætte ild til den populære Superliga-spiller og nu tidligere AGF-profil Jens Stages lejlighed  i det centrale Aarhus, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Det blev det foreløbige udfald efter, at han tidligt onsdag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Århus.

Forsvarsadvokat Peter Secher sagde følgende til Ekstra Bladet umiddelbart efter dommerens kendelse:

- Det var som forventet. 

- Kendelsen er ikke blevet kæret.

- Sigtelsen drejer sig jo om brandstiftelse - som det væsentligste drejer den sig om brandstiftelse - og det nægter den sigtede, men han har erkendt, at han kastede en røgbombe eller røggenerator ind i lejligheden.

- Han kærede ikke kendelsen, så han accepterede eller modtog den om man vil.

- Planen er nu at vente 14 dage og se, hvad politiet graver frem af betydning for sagen, sluttede Peter Secher.

Manden sigtes efter straffelovens paragraf 180 for 14. juli omkring klokken 2.30 i ledtog med en endnu ukendt medgerningsmand at have sat ild til lejligheden på Eckersbergsgade i Aarhus - under sådanne omstændigheder, at de indså, at andres liv derved blev udsat for overhængende fare.

Antændt fyrværkeri blev kastet ind ad vinduet, hvorefter der opstod ildebrand, og to personer måtte undslippe lejligheden ved at kravle ud af et andet vindue.

Manden blev efter paragraf 180 stk. 1 sigtet for i ledtog med den ukendte medgerningsmand at have sat ild til lejligheden. Og efter paragraf 252 stk. 1 blev den 23-årige mand sigtet for ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde den pågældende nat at have kastet brosten og fyrværkeri ind i lejligheden, hvor de to beboeres liv og førlighed blev udsat for fare.

Manden blev yderligere sigtet for trusler efter straffelovens paragraf 266.

Her erkendte manden at have henvendt sig via Facebook til FCK-spiller Jens Stage med beskeden: ‘Du skal aldrig være i Århus igen - Judas’. Og manden erkendte samtidig at have påført fyrværkeriet en seddel med teksten: ‘I Århus straffes forrædere Judas svin!!!’.

‘Hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for Stages liv, helbred eller velfærd.’ Lød det i sigtelsen.

På anklagemyndighedens begæring blev dørene efter anklagerens oplæsning af sigtelsen lukket af hensyn til sagens videre efterforskning.

Den ukendte medgerningsmand, som stadig er på fri fod, skal ikke gøres bekendt med, hvad der bliver omtalt i dag i forhold til beviser og tiltag, lød begrundelsen.

Dommeren valgte samtidig at nedlægge navneforbud, så pressen forbydes at nævne den sigtedes navn.

Den 23-årige nægtede, at der var tale om brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180, der kan give op til livstid. Men han erkendte at have kastet en røgbombe ind i en lejlighed på Eckersbergsgade natten til søndag.

Branden blev begået natten til søndag, hvor der blev smidt en genstand ind gennem en rude, og lejligheden fik mindre brandskader, inden ilden gik ud. I lejligheden befandt sig to personer, men ingen af dem kom noget til.

Tirsdag formiddag anholdt Østjyllands Politi den 23-årige mand fra Århus og sigtede ham for brandstiftelse begået natten til søndag i en lejlighed på Eckersbergsgade i det centrale Århus.

En lejlighed, som de to Superliga-klubber hhv. FC København og AGF har bekræftet, tilhører den nu tidligere AGF-profil Jens Stage.

- Det er en sag, vi tager meget alvorligt, og vi iværksatte meget hurtigt en række efterforskningstiltag. Det ledte os på sporet af den 23-årige, som omkring klokken ni blev anholdt på sin bopæl. Vi kan ikke udelukke, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter selvfølgelig vores efterforskning, udtalte politiinspektør Brian Olsen i en pressemeddelelse tirsdag.

Om den 23-årige mand har tilknytning til det århusianske fodboldmiljø, og om Jens Stages skifte fra AGF til FC København har noget med brandstiftelsen at gøre, har Østjyllands Politi indtil videre ikke ønsket at udtale sig om.

Klubber fordømmer episoden
Tidligere på sommeren skiftede den populære midtbaneslider fra Århus en smule opsigtsvækkende fra AGF til mastodonten FC København - i hvad der blev beskrevet som en historisk stor aftale mellem to danske klubber

Hvordan aftalen er skruet sammen er ikke blevet offentliggjort, men i medierne har der været skrevet om en aftale, der med klausuler angiveligt har løbet op i omkring 25 millioner kroner.

- Det lå ikke i kortene, at vi skulle skille os af med Jens på nuværende tidspunkt. Men sådan er fodbold - nogle gange ændrer tingene sig hurtigt. Og da Stage selv har haft et brændende ønske om skiftet, så har vi efterkommet det, da vilkårene også blev tilfredsstillende for os - vi kan således konstatere, at det er en historisk stor aftale i dansk fodbold, sagde sportschef i GF, Peter Christiansen, dengang i en pressemeddelelse.

Begge Superliga-klubber har siden balladen natten til søndag været ude og fordømme episoden.

- Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning, og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar, siger AGF-direktør, Jacob Nielsen, til AGFs hjemmeside.

Og i FCK-lejren:

- FC København erfarer, at der i weekenden er udøvet hærværk mod Jens Stages lejlighed i Århus, hvilket vi naturligvis tager kraftigt afstand fra.

Ingen af Superliga-klubberne har ønsket at kommentere sagen yderligere og afventer politiets videre efterforskning.
Thomas Frandsen blev kaldt et forræderisk svin, da han i 2003 havde annonceret sit skifte fra Viborg til FC Midtjylland. Beskeden var hængt op på hans dør. Foto: Erik Kragh/Ritzau Scanpix Sport og Spil Når fodboldfans går for langt: ’Dit forræderiske svin’
Se også: FCK-stjernes naboer: - Kunne være gået grueligt galt
Se også: Efter brandattentat mod stjernes lejlighed: Mand anholdt

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere