Erkender efter Brøndby-kommentar: 'Unødvendigt'

FCK-træner Jess Thorup begyndte pludselig at tale om Brøndby i tv-programmet 'Onside'. Efterfølgende ærgrer han sig over, at han fik sagt noget om rivalen

Det er sjældent, at medierne bliver skudt i skoene, at de taler eller skriver for lidt om Brøndby.

Søndag aften bragte FCK-træner Jess Thorup dog selv rivalerne på banen i tv-programmet 'Onside', efter at FCK havde tabt topkampen mod FC Midtjylland.

Vært Mads Laudrup spurgte ind til styrkeforholdet mellem FCK og FC Midtjylland i forhold til kampen om det danske mesterskab.

FCK-træneren kom pludselig selv ind på Brøndby efter FCK's nederlag til Midtjylland. Screenshot: TV3 Sport
FCK-træneren kom pludselig selv ind på Brøndby efter FCK's nederlag til Midtjylland. Screenshot: TV3 Sport

FCK-træner Jess Thorup svarede først på spørgsmålet ved at tale om søndagens kamp, men kommer så med en undren.

- Nu ved jeg ikke, om man kun skal snakke om Midtjylland og FCK. Det er jo imponerende, at der ikke er nogen, der har snakket om Brøndby. Sidste års mestre de er bare fuldstændig parkeret.

- Jeg ved godt, at de tabte i dag igen, men det er da imponerende, at de er gået under radaren på den måde, men jeg tror, at jeg skal holde fokus på mig selv lige nu og vores hold, siger Jess Thorup til TV3 Sport.

Cheftræneren bliver herefter spurgt yderligere ind til sin holdning.

Se hele interviewet i klippet øverst.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Jess Thorup. FCK's pressechef Jes Mortensen skriver i en sms, at 'han (Thorup, red.) har ikke tid i dag, men siger, at han ærgrer sig over, at han fik sagt noget om Brøndby, for det var unødvendigt.'

Eksempler på dækning af Brøndby de seneste ti dage

Overskrift fra bt.dk fredag 10. september:

'B.T.s dom: Det må bekymre ham dybt!'

Avisen skriver efter Brøndbys 1-1-kamp mod Silkeborg:

'Der var virkelig langt fra guldfest og heavy metal-omstillingsspil fredag aften. De danske mestre fik rent offensivt produceret bekymrende og forsvindende lidt foran eget publikum – imod et oprykkerhold!'

Overskrift fra bold.dk lørdag 11. september:

'Bekymring i Brøndby: Vi er ikke et mesterhold'

Brøndby-træner Niels Frederiksen bliver blandt andet spurgt 'hvorvidt det er bekymrende, at et oprykkerhold (Silkeborg, red.) kan spille helt lige op med de danske mestre på udebane'.

Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen, mandag 13. september:

- Brøndby sjaskede mod godt kæmpende Silkeborg i fredagens 1-1-kamp, og man kan kun blive bekymret for Brøndbys sæson.

Overskrift fra Tipsbladet.dk onsdag 15. september:

'Før Europa: Brøndby er en utroværdig mester'

Interview med fodboldekspert Francis Dickoh, der blandt andet siger:

- Brøndby er en utroværdig mester forstået på den måde, at jeg er i tvivl om, hvorvidt de selv tror på, at de kan vinde fodboldkampe.

Discoverys tv-ekspert Flemming Povlsen søndag 19. september i optakten til SønderjyskE-Brøndby:

- Ud fra, hvor man kommer fra fra sidste sæson, og hvad der er sket i kulisserne rundt omkring, så er det selvfølgelig Brøndby, som kommer som mesterhold, som skal i gang igen.

- Den der duft af mesterskab, synes jeg, er forduftet lige lovlig hurtigt fra Vestegnen.

Stadionspeakeren i Parken nævnte desuden i pausen af FCK-FC Midtjylland Brøndbys nederlag til SønderjyskE med en særlig kunstpause, mens han også nævnte de resterende resultater fra weekendens Superliga-runde.

FC Midtjylland vandt den udsolgte kamp i Parken 1-0 trods en mand i undertal i mere end en time og fører derfor Superligaen med et point ned til FCK.

Jess Thorup fortalte efter kampen, hvad der skuffede ham mest - læs mere her.

Erkender efter Brøndby-kommentar: 'Unødvendigt'

Highlights: FC Midtjylland vinder udsolgt topbrag på trods af tidlig Evander-udvisning