AaB kunne også på udebane

Lukas Spalvis blev atter en gang matchvinder for nordjyderne, da Esbjerg blev besejret 2-1

ESBJERG (Ekstra Bladet): AaB har sprudlet i flere af denne sæsons hjemmekampe og udspillet modstanderne på kryds og tværs med målsøgende og direkte angrebsspil som varemærket. De nordjyske eks-mestre har været langt mere ordinære på fremmed græs, og en af målsætningerne for træner Lars Søndergaard før kampen i Esbjerg at få elimineret al snak om et udebanekompleks.

Og det lykkedes i hvert fald resultatmæssigt.

Nordjyderne vandt nemlig dysten i vestjydernes hule med 2-1, og rykkede dermed op på Superligaens 4. plads.

Topscorer Lukas Spalvis blev matchvinder med sæsonens niende træffer et kvarter før tid efter oplæg fra en godt spillende Nicolaj Thomsen, der også havde en fod med i form af en misbrugt chance, som Kasper Risgård udnyttede riposten til i 1. halvleg at udligne til 1-1

Se også: Kæmpe Esbjerg-chok: Midtbaneprofil kan være færdig for sæsonen

I starten pegede tingene ikke mod en udebanevending for nordjyderne. Det første kvarter var en rodet omgang fra begge sider, og det var Esbjerg, der var mest nærgående, når der endelig kom lidt organisation ind i de offensive spil.

Men efter det, som slow-billeder på tv viste var et selvmål af målmand Nicolai Larsen – og ikke en Nicki Bille-scoring – kom der gang i gæsterne.

Se keeperens selvmål her:

Både før og efter Risgårds scoring til 1-1 blev der skabt flere gode muligheder i duellen mod et alt andet end dirkefri vestjyske forsvar.

Men blandt andet Rasmus Jönsson havde ikke kanonen rigtigt indstillet, ligesom han heller ikke havde, da han fik et par store chancer efter pausen. Den ene gang stod en kanonredning af stærkt spillende Martin Dubravka i vejen for en fuldtræffer af svenskeren.

Se også: AaB tjente 28 millioner kroner på Europa League

Selv om Nicki Bille ikke skal tilskrives Esbjergs scoring, fortjener den ofte så kontroversielle angriber ros for sin måde at presse Nicolai Larsen til selvmålet på, ligesom han var godt arbejende og konstant jagtende chancen i front. Han har tydeligvis fået selvtilliden og troen på sig selv tilbage.

Efter den gode AaB-afslutning på de første 45 minutter, var der ventet mere fra den kant i 2. halvleg. Men i det første kvarter fra Esbjerg igen bedst uden dog at komme nærmere scoring end et godt hovedstødsforsøg fra Hans Henrik Andreasen.

I den sidste halve time stod der AaB på det hele – og efter Spalvis havde nettet til 2-1, havde nordjyderne et par giga-muligheder for at øge yderligere, men Dubravka viste format – bl.a. da Nicklas Helenius nettede fra kort afstand.

18 kommentarer
Vis kommentarer