Gaardsøe klar for Esbjerg

AaB-forsvareren rykker vestpå

Thomas Gaardsøe fortsætter karrieren i Esbjerg. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Thomas Gaardsøe fortsætter karrieren i Esbjerg. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)

For tre år siden troede ingen, at han nogensinde kom til at spille topfodbold igen.

I dag har Thomas Gaardsøe ikke bare gjort op med betegnelsen fodbold-invalid. Han er ifølge Ekstra Bladets oplysninger også tæt på at skrive kontrakt med Superligaens nyetablerede topklub, Esbjerg.

– Jeg har ikke hørt noget fra AaB, og får jeg et attraktivt tilbud, vil jeg overveje det. Alt andet ville da være dumt. Jeg taler med flere klubber, og vi skal igennem lægetjek og andre ting, før en kontrakt kan underskrives.

Konkrete klubnavne vil Thomas Gaardsøe ikke forholde sig til. Samarbejdet med AaB udløber til nytår. Nogen forlængelse er han ikke blevet tilbudt, og da træner Magnus Pehrsson stort set ikke har benyttet ham i efteråret, er der heller ingen grund til at tro, at han indkaldes til forhandlingsbordet.

AaB er hjerteklubben
Var der frit valg på alle hylder, fortsatte Thomas Gaardsøe helst i hjerteklubben AaB.

– Da jeg tog til Ipswich sagde jeg til AaB’s fans, at min største drøm var at komme tilbage og slutte karrieren af her.

Den drøm er nu fortrængt af ønsket om mere spilletid, og ifølge Ekstra Bladets kilder er det netop, hvad Thomas Gaardsøe kan se frem til i Esbjerg. Alene den kontrakt-længde, der tales om, tre til fire år, indikerer, at vestjyderne ser et klart fremtids-perspektiv i den 30-årige nordjyde.

Thomas Gaardsøe afviser også, at der skulle være grund til bekymring.

– Jeg mærker intet til min gamle lyskenskade og er overhovedet ikke nervøs for at blive skadet igen. Jeg mener at have meget at bidrage med i Superligaen.

En opfattelse, der deles af Esbjerg, hvor Thomas Gaardsøe kommer til at tage kampen om pladserne i midterforsvaret med Nicolai Høgh og svenske Fredrik Björck, hvilket kan bidrage til spekulationer om, at svenskeren snart er mere fortid end fremtid i det vestjyske.

Læs mere om Thomas Gaardsøe i Ekstra Bladet fredag...

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere