Straffet keeper: Jeg beskyttede mig selv

Esbjerg-målmand Lukas Hradecky protesterede voldsomt over straffespark og gult kort - men mente bagefter, at det nok var i orden

Esbjerg-keeper Lukas Hradecky efter 1-2-scoringen. (Foto: Gregers Tycho)
Esbjerg-keeper Lukas Hradecky efter 1-2-scoringen. (Foto: Gregers Tycho)

ESBJERG (ekstrabladet.dk): Dramaet kom i overflod i tillægstiden i Esbjerg, da Sønderjyske snuppede 2-1-sejren mod lokalrivalerne her til aften.

Ud over Bjørn Paulsens sejrsmål, så fik Sønderjyske også tildelt et kontroversielt straffespark af dommer Michael Svendsen.

Lukas Hradecky gik op og plukkede en lang fremlægning ned og ramte i sekvensen Sønderjyskes indskiftede Tommy Bechmann i brystet med sin fod.

- Jeg har gjort det mange gange før. Jeg går bare op med foden og beskytter mig selv. Og hvis jeg rammer ham, så er det ikke med vilje, sagde Esbjerg-keeperen, der protesterede voldsomt over kendelsen, der kom kort efter, at Sønderjyske var kommet på 2-1.

Læs også:

Stort slutdrama i Esbjerg

- Jeg var naturligvis frustreret over kendelsen, og jeg har aldrig oplevet sådan et straffespark dømt før, men jeg rammer ham, så det var nok i orden at dømme, sagde Hradecky og fastslog:

- Jeg prøver på ingen måde at skade Tommy Bechmann, og jeg har sagt undskyld, sagde han og ærgrede sig over, at Esbjerg for anden hjemmekamp i træk ikke fik nok ud af bestræbelserne.

- Sådan er det i Superligaen. Vi fik flere chancer i 1. division og blev ikke straffet på samme måde for fejlene. Vi skal altså bare blive bedre til at få afsluttet vores angreb, mente Esbjerg-målmanden