Thorup fast cheftræner i Esbjerg

Jess Thorup stod i spidsen for Esbjerg i de sidste 12 Superligakampe. Nu er han ansat til at føre klubben tilbage i den bedste række

Jess Thorup har fået jobbet med at føre Esbjerg tilbage i Superligaen (Foto: Niels Husted)
Jess Thorup har fået jobbet med at føre Esbjerg tilbage i Superligaen (Foto: Niels Husted)

EfB har indgået en toårig aftale med Jess Thorup, der som cheftræner skal bidrage til at føre klubben tilbage til dansk fodbolds bedste række.

Jess Thorup, 41 år, har været en af de centrale skikkelser i EfB’s nyere fodboldhistorie, fra 1998 som spiller og anfører med 71 mål i 240 kampe og dernæst som assistenttræner for først Troels Bech fra 2006 og dernæst Ove Pedersen. Han har desuden i to perioder fungeret som cheftræner, senest de sidste 12 kampe af den netop afsluttede sæson i Superligaen.

- Jeg har først og fremmest sagt ja til jobbet på grund af mit store EfB-hjerte, og fordi jeg føler et medansvar for nedrykningen og et stort ansvar for at føre EfB tilbage til, hvor vi hører hjemme: Toppen af dansk fodbold. Jeg er meget tilfreds med at være i klubben, som jeg godt kunne tænke mig at virke for i mange år endnu, siger Jess Thorup.

EfB’s sportsdirektør, Niels Erik Søndergård, udtrykker stor glæde over, at det er lykkedes at knytte en yderst kompetent og engageret cheftræner til EfB i de næste to sæsoner.

- Selv om vi i den sidste ende ikke formåede at redde os i Superligaen, er det bredt anerkendt, at Jess har tilført truppen og vores spil noget positivt. Vi synes om den måde, han tænker og praktiserer fodbold, han kender truppen og vore betingelser, at vi også i fremtiden skal leve af at udvikle spillere fra egen talentafdeling til det bedste hold. Med Jess Thorup som cheftræner får vi skabt kontinuitet på en nøglepost i vores sportslige organisation, siger Niels Erik Søndergård.

Jess Thorup har under sin trænerkarriere i EfB gennemført et uddannelsesforløb, så han nu har den højest opnåelige træneruddannelse, P-træner. Han er helt bevidst om, at EfB’s ledelse og omgivelserne forventer en tilbagevenden til Superligaen så hurtigt som muligt.

- Jeg håber, vi kan holde sammen på den nuværende trup, og formår vi det, ser jeg gode muligheder for, at vi kan komme tilbage og markere os i Superligaen. Vi kigger desuden intenst på, om der er spillere udefra, som kan hjælpe os med den vanskelige opgave at sikre os oprykning, siger Jess Thorup.

Han får sin første arbejdsdag som permanent cheftræner 22. juni, når spillerne indleder forberedelserne til den nye sæson i 1. division.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere