Esbjerg forlænger med Braithwaite

U20-landsholdsspilleren bliver i Esbjerg til 2014

Martin Braithwaite bliver i Esbjerg. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Martin Braithwaite bliver i Esbjerg. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)

Når Esbjerg lørdag jagter vigtige point til overlevelseskampen i bunden af Superligaen mod de regerende - og kommende - mestre fra FCK, må Martin Braithwaite sidde udenfor.

U20-landsholdsspilleren plejer i øjeblikket et brækket lægben, men midt i ærgrelsen over skaden kan han glæde sig over, at vestjyderne har valgt at forlænge hans kontrakt frem til udgangen af 2014.

- Det er en spiller, som vi ser et meget stort potentiale i, og derfor er vi meget tilfredse med, at det er lykkedes os at fastholde ham. Vi ved godt, at han har været eftertragtet af mange andre klubber, og at han vælger os, er et tegn på, at han ser EfB som et godt step i et videre udviklingsforløb, der måske kan bringe ham ind på den helt store scene, siger sportsdirektør Niels Erik Søndergaard.

- I efteråret tog han et stort spring, da han gik fra at være indskifter og stort talent, til at være en spiller, der er med i startelleveren. Han byder ind med nogle spændende ting, og han er en type, der kan udfordre og gøre sig i oplæggerens rolle. I det hele taget er han kreativ på den offensive del af banen, mens han også har fået nogle værktøjer taktisk og holdmæssigt, konstaterer Søndergaard.

Ingen andre klubber
- Han er helt klart en spiller, som bliver en væsentlig del af EfB-holdet, og når han kommer tilbage efter skaden, så er det en spiller, som vil være i trænerens tanker, når det gælder startopstillingen. Martin har selvfølgelig en drøm om udlandet, og det er også noget, der har indgået i vores drøftelser, hvor EfB er en vigtig del af Martins karriereplan.

Selv har Braithwaite ikke overvejet at skifte klub.

- For mig har der ikke rigtigt været andre alternativer i Danmark. Det er her, jeg er vokset op, og det er her, jeg har drømt om at slå igennem. Det er det rigtige for mig, og mit mål er at fortsætte min udvikling. Det er der gode muligheder for i EfB, og jeg kan ikke finde en bedre trænerstab til at hjælpe mig med det. Når jeg tænker langsigtet, vil jeg gerne til udlandet, men der er mange andre ting, der først skal på plads, siger Martin Braithwaite og fortsætter:

- Først og fremmest skal jeg tilbage efter min skade, og derefter skal jeg kæmpe mig tilbage på holdet. Jeg kan desværre ikke være med til at sikre overlevelsen i dette forår, men jeg vil deltage i det sociale liv i omklædningsrummet for på den måde at støtte holdet. Det vigtigste er, at vi holder os i Superligaen, men ellers gælder det om at blive 100 procent klar, og så ellers komme tilbage på mit gamle niveau, siger han.