Ove P.: Jeg kan redde Esbjerg

Selvsikker Ove Pedersen præsenteret i Esbjerg, som han ser som karrierens sidste stoppested

Ove Pedersen ser en lys fremtid for Esbjerg. (Foto: Claus Bonnerup)
Ove Pedersen ser en lys fremtid for Esbjerg. (Foto: Claus Bonnerup)

Ove er tilbage. Manden, der sikrede Esbjerg klubbens bedste placering i Superligaen med bronze i 2004, skal nu sikre vestjyderne forbliven i den bedste række.

En langt fra umulig opgave, hvis man skal tro AGF-træneren, der kommer 'hjem' med masser af tro på projektet.

- Jeg tror helt sikkert på, at jeg kan redde Esbjerg, sagde Ove Pedersen i forbindelse med mandagens præsentation.

Han ser en stor fremtid i den vestjyske klub, når lige overlevelsen er sikret. Måske derfor er der heller ingen klausul om, at han kan rejse, hvis sæsonen skulle ende med en nedrykning.

- Det er en uhyggelig liga og når dit hold ligger i bunden, så skal der noget til for at rykke sig fri. Men Esbjerg bør og kan ligge i top 6.

Ove Pedersen var i Esbjerg fra 2002 til 2005 med et sæt bronzemedaljer som et af højdepunkterne. Han skiftede til AGF i vinterpausen i sæsonen 2005/06 uden at smække med døren.

- Vi var ikke kørt træt af hinanden sidst, fastslår han og afslører, at han ser en lang fremtid for sig i klubben.

- Det ligger til, at min karriere ender i Esbjerg nu.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere