Bech måtte lyve

Troels Bech var loyal til det sidste og holdt fyringen skjult efter nederlaget til AaB

Troels Bech vidste, at han var færdig i Esbjerg umiddelbart efter nederlaget til AaB, men undlod at kommentere det. (Foto: Kim Agersten)
Troels Bech vidste, at han var færdig i Esbjerg umiddelbart efter nederlaget til AaB, men undlod at kommentere det. (Foto: Kim Agersten)

Troels Bech vidste, at han var fyret, da han trådte frem til de mange spørgsmål efter nederlaget til AaB. Men på det tidspunkt var fyringen ikke officiel, og derfor valgte han i loyalitet over for Esbjerg at stikke en lille nødløgn.

- Jeg er ked af, at jeg efter kampen sådan måtte stå og væve, men det kunne ikke være anderledes, sagde han til Ekstra Bladet sent i aftes.

På det tidspunkt var fyringen knapt fordøjet.

- Jeg sidder tilbage med en ærgerlig følelse. Jeg forlader en klub, hvor spiller- og trænerkræfter var forenede, og jeg er sikker på, at det vil give resultater. Så jeg er da ærgerlig over, at det ikke bliver med mig som træner. Og jeg er ærgerlig over at måtte forlade en klub med dejlige mennesker og spillere, som har været en stor del af mit liv i næsten tre år.

- Men hvis der så megen postyr om min person, at det skader det samlede projekt med stadion- og kapitaludvidelse osv, skal jeg ikke stå i vejen.

Går du nu målrettet efter at blive træner i Brann?

- Nu er det en ny situation for mig, men de arbejdsløse trænere, jeg har kendt, har da været intesseret i et job. Jeg har været i Norge, og der blev jeg begejstret for, hvad jeg så. Det er en klub, der aktuelt er fem-seks år længere fremme på vejen end os, og når det ikke kan blive Esbjerg, synes jeg faktisk, det er meget godt gået, hvis det bliver Brann.

Hvis Esbjerg havde vundet over AaB, var holdet kravlet op over nedrykningsstregen.

- I den her verden er det ekstreme små marginaler, som giver de kæmpe store forskelle. Havde vi vundet, havde vi ligget på samme plads, som da jeg overtog holdet for tre år siden.

Måske en sejr over AaB havde reddet Troels Bech flere kampe som træner på Vestkysten. Som han selv udtrykte det.

- Det er jo Robinson og Vild Med Dans-tider, så man stemmer jo nogen hjem en gang om ugen. Så måske det havde været meget godt at vinde.

- Uden at lyde tøset så mener jeg, at vi blev snydt for et straffespark, og jeg synes bestemt, der var skub i ryggen, da AaB scorede sejrsmålet, men sådan er vilkårene i bunden. Spillemæssigt er der ingen tvivl om, at holdet er utrolig tæt på at vinde. Den indsats, som bliver lagt på dagen i hver eneste kamp, vil snart give point.

Men det bliver ikke med Troels Bech som træner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere