Kommentar: Fallit i Esbjerg

Klubben vil være bedst tjent med, at både formand og træner allerede var fortid fra i dag, skriver Ekstra Bladets fodboldredaktør

Troels Bech bør være fortid i Esbjerg, mener Ekstra Bladets fodboldredaktør. (Foto: Ole Frederiksen)
Troels Bech bør være fortid i Esbjerg, mener Ekstra Bladets fodboldredaktør. (Foto: Ole Frederiksen)
Hvordan sørger man for den værst tænkelige optakt til en vigtig bundkamp?

Esbjerg og Troels Bech har i skøn forening serveret opskriften.

Selv om man bruger lup, er det komplet umuligt at finde nogen form for fornuft eller professionalisme i det faktum, at træneren får lov at være på jobjagt i Norge kun 48 timer før kickoff mod AaB.

Og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan klubben kan tillade det, ligesom jeg ikke forstår, at Troels Bech sagde ja til Brann-besøget på netop dette tidspunkt.

Ingen kan fortænke ham i, at han jagter et nyt job, når han ved, at sædet er ved at være brændt væk under ham i Esbjerg.

Og jeg tror ikke, at der ville være en eneste bebrejdelse mod hverken ham eller klubben, hvis han var rejst på mandag og havde brugt vestjydernes træningsfridag tirsdag til at forhandle.

Det havde der været fornuft i.

Men han har altså fået overtalt sin skytsengel –  formand Jørgen Jensen –  til at bruge fredagen i Norge frem for at forberede sig til den vigtige kamp med spillerne.

Nu behøver en chefs fravær en enkelt dag ikke at være nogen katastrofe –  tværtimod er der nok nogen, der vil sige.

Men resultatet er i dette tilfælde at fokus flyttes, ligesom der kommer unødvendig støj på linjen på et tidspunkt, hvor der absolut er brug for ro.

Og det stiller dømmekraften hos såvel formand som træner i et meget, meget dårligt lys.

Fra i går herskede der selvfølgelig ikke længere tvivl om, at Troels Bech er fortid i den vestjyske klub, når efteråret er slut.

Ærlig talt er denne sag tacklet så dårligt, at klubben vil være bedst tjent med, at både formand og træner allerede var fortid fra i dag.

Esbjerg har haft et problematisk efterår, og der har været skudt meget på Troels Bech. Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at en fyring af ham ville være et fejlskud, fordi de resultatmæssige problemer mere lå i en elendig indkøbspolitik end i trænerens arbejde.

Og jeg har altid haft stor respekt for ham –  både som træner og menneske.

Men han trækker nu stolen væk under sig selv, hvilket han ikke –  selv med hans velkendte retoriske evner –  kan bortforklare.

Ove Pedersen er –  selvfølgelig –  allerede bragt i spil som mulig ny Esbjerg-træner. Selvfølgelig fordi han vil være et emne til alle ledige job i den næste tid. Også hos vestjyderne vil han være et godt valg.

1 af 2 Ekstra Bladets fodboldredaktør, Allan Pedersen. (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 Troels Bech bør være fortid i Esbjerg, mener Ekstra Bladets fodboldredaktør. (Foto: Ole Frederiksen)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere