Superligaklubben Esbjergs nyindkøb Mohammed Fellah kan ikke spille Europa League.
Sådan kan man i første omgang konkludere, efter at det europæiske fodboldforbund, Uefa har sendt sin liste ud over Europa League-klubbernes trupper.
Nordmanden står nemlig ikke på listen.
Det store og måske altoverskyggende spørgsmål for Esbjerg er, om det er klubben, der har glemt at skrive ham på listen, eller om Uefa har overset ham.
- Vi kan konstatere, at han ikke står der. Vi er nu ved at undersøge, hvad der kan være sket.
- Det er vores opfattelse, at han bør være på listen. Og vi har en formodning om, at det må være en misforståelse. Men vi er ved at bore i det nu, siger Niels-Erik Søndergaard, der er medlem af Esbjergs sportslige udvalg, til bold.dk.
Esbjergs andre sene indkøb, Mushaga Bakenga og Ryan Johnson Laursen, er registreret på listen.