Ankersen-agent: Esbjerg får tilbud i januar

Der er bud på vej til Esbjerg på Peter Ankersen. Det siger højre backens agent, der samtidig afviser, at der er noget konkret på bedding lige nu

Peter Ankersen. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Polfoto)
Peter Ankersen. (Arkivfoto: Claus Bonnerup/Polfoto)

Peter Ankersen er én af de spillere, der bliver mest rift om i januars transfervindue, og landsholdsbacken er også én af dem, der åbent har udtalt, at han er klar til at prøve noget større end Esbjerg.

Vestjyderne skal dog have en stor pose penge for Ankersen, der er på kontrakt frem til sommeren 2016, men Esbjergs grænse vil blive testet i januar. Det forudser Ankersens agent Gulli Tomasson.

- Vi regner med, der kommer noget konkret på Peter i januar, og at Esbjerg får bud at forholde sig til. Så er det op til dem at vurdere, om der kommer klubber med tilbud, der matcher det, de vil have for ham.

- Der er stigende interesse for Peter, og der er mange, der henvender sig, men der er også mange, der er blevet afvist, fordi vi på forhånd ved, at de ikke har den økonomi, der skal til, eller fordi de ikke er sportsligt interessante for Peter. Vi ved, hvad der er interessant at gå videre med, siger Gulli Tomasson til tipsbladet.dk.

Se også: FCM: Poulsen er interessant - Zidan er for dyr

Ankersen-agenten regner ikke med, at der kommer en handel på plads for højre backen inden nytår. Slaget kommer til at stå i den hektiske transermåned i januar.

- Der er ikke noget, der bliver afklaret før januar, for der er ikke noget, der er konkret lige nu, men vi regner som sagt med, at der kommer muligheder i januar.

St. Etienne og FC København blev i sommer meldt interesserede i Peter Ankersen, men ingen af dem havde altså held til at lokke ham væk fra Esbjerg. Siden har Ankersen spillet 16 af 17 Superliga-kampe i efteråret. Hans scoring mod AGF er blevet nomineret til årets bedste mål i verden, og han er blevet landsholdsspiller.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer