Zimling brækker Esbjerg-anførers næse fire steder

Esbjergs Hans Henrik Andreasen har brækket næsen fire steder efter et møde med Niki Zimlings fodboldstøvle

Hans Henrik Andreasen kom uheldigt fra mødet med Niki Zimlings fodboldstøvle. (Foto: Rasmus Baaner)
Hans Henrik Andreasen kom uheldigt fra mødet med Niki Zimlings fodboldstøvle. (Foto: Rasmus Baaner)

Niki Zimling er en mand med en fin sparketeknik. Heldigvis bruger danskeren den oftest til at sende boldene i den retning, han gerne vil.

Lørdag kom han dog til at bruge den mod landsmanden Hans Henrik Andreasens næse, da Mainz og Esbjerg tørnede sammen i en testkamp.

Tyskere kvaste Esbjerg i første test



Ankersen tæt på Salzburg-aftale

I en duel mellem de to kom Esbjerg-anføreren i kontakt med Zimlings fodboldstøvle med det resultat, at han kunne gå derfra med en brækket næse. Søndag har nærmere undersøgelser vist, at Hans Henrik Andreasens næse er brækket fire steder, skriver jv.dk.

Foruden et brud på næsen måtte Hans Henrik Andreasen sammen med holdkammeraterne i Esbjerg også indkassere et 0-2-nederlag i testkampen mod det tyske Bundesliga-mandskab.