Esbjerg om kritik: Ved ikke hvad Ankersen mener

Esbjerg har ingen kommentarer til Peter Ankersens utilfredshed med klubbens ageren i sagen om hans skifte til udlandet

- Jeg havde forventet nogle ting, som ikke er blevet overholdt, siger Peter Ankersen blandt andet til Tipsbladet. Det vil Esbjerg dog ikke kommentere på. (Foto: Lars Poulsen)
- Jeg havde forventet nogle ting, som ikke er blevet overholdt, siger Peter Ankersen blandt andet til Tipsbladet. Det vil Esbjerg dog ikke kommentere på. (Foto: Lars Poulsen)

Tidligere i dag fortalte Peter Ankersen, at han venter på, at Esbjerg og Red Bull Salzburg bliver enige om salget af ham, men tidligere forlød det, at klubberne havde deres på det tørre. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger skyldes det, at klubberne oprindeligt var enige, men at der sidenhen er opstået knaster i forhandlingerne, som skal afklares. 

Se også: Utilfreds Ankersen: Klubberne skal blive enige

Hos Esbjerg ønsker de dog ikke gå i detaljer med, hvor forhandlingerne står lige nu. De forholder sig til udmeldingen fra den 6. januar, der blot konstaterer, at forhandlingerne finder sted.

- Så længe der forhandles, vil vi ikke kommentere. Vi skal nok komme på banen og fortælle det, når der er nyt, men indtil da har vi ikke yderligere kommentarer, siger Niels Erik Søndergård fra klubbens sportslige ledelse til tipsbladet.dk.

Den samme melding får man, når snakken falder på Ankersens udtalelser omkring sin milde utilfredshed med klubben. Han havde forventet nogle ting i løbet af transfervinduet, som Esbjerg ifølge ham ikke har overholdt. Det var ikke deciderede løfter, men han ønskede ikke at uddybe, hvad det drejer sig om, og derfor kan Niels Erik Søndergård heller ikke forholde sig til det. 

- Jeg ved ikke, hvad han hentyder til. Jeg tror ikke, han føler, at vi har lovet ham noget, som vi er løbet fra. Det ville overraske mig, hvis han har den opfattelse. Men når jeg ikke ved, hvad han hentyder til, kan jeg ikke kommentere det, siger Søndergård, der dog håber på en snarlig afklaring omkring den hurtige højre back.

Se også: Ankersen igen i spil hos fransk tophold

0 kommentarer
Vis kommentarer