Superliga-drama: Forbudt scoring stopper OB

Esbjerg brugte hænderne til både at score og forsvare sig, og det var nok til en sejr over OB, der både kan bebrejde dommeren og sig selv for nederlaget

EfB i front på kontroveriel albue-kasse – Graulund: VAR havde næppe godkendt den

SE DET KONTROVERSIELLE ALBUE-MÅL I TV-AFSPILLEREN OVER ARTIKLEN

ESBJERG (Ekstra Bladet): Det var kontroversielt, at Jacob Lungi fik lov til at score med albuen. Næsten lige så kontroversielt var det, at Makus Halsti kun fik gult for at stoppe et kontra med hænderne.

Men når det er skrevet, så kan OB altså også bebrejde sig selv for 2-0 nederlaget i Esbjerg. For den seneste tids positive vinde i Ådalen blev fredag aften afløst af denne sæsons fynske syge med dårlige defensive standarder og manglende skarphed foran mål.

Særligt Bashkim Kadrii skulle have været på tavlen i sit Superliga-comeback for OB.

Efter 90 sekunder modtog Kadrii bolden i en farlig position og svirpede konsekvent bolden mod mål. Det krævede en klasseredning af Jeppe Højbjerg, som nåede helt ned til græsset med sin lange krop og slog bolden væk, for at forhindre en lynscoring fra Kadrii.

D’herrer Højbjerg og Kadrii indtog igen hovedrollerne med ti minutter til pausen, da OB-angriberen burde have bragt sit hold i front. Jeppe Højbjerg gjorde i hvert fald sit til at hjælpe Kadrii i gang, da Esbjerg-keeperen spillede bolden direkte i fødderne på modstanderen i en ellers ufarlig situation.

Måske fik Kadrii ondt af Højbjerg - ellers er det svært at forklare, hvorfor OB’eren driblede bolden direkte retur i armene på målmanden, der altså i sidste ende reddede egne kastanjer ud af ilden… Men Kadrii skulle have afsluttet i stedet for at forsøge afdriblingen. Pladsen var der i hvert fald.

Artiklen fortsætter under billederne

Flere billeder: Fotos: John Randeris / Ritzau Scanpix

 

Esbjerg havde stort set kun dødbolde at byde på i første akt, men de var til gengæld farlige. Fire minutter inden pausen lykkedes det værterne at udnytte spidskompetencen, eller måske rettere OB’s svaghed, da Jacob Lungi Sørensen fik sidste arm på bolden ved bagerste stolpe efter et frispark.

På storskærmen lignede det ikke, at Lungi med fuldt overlæg brugte albuen til at dreje bolden uden om Grytebust. I stedet var det Troels Kløve, der svigtede sin markerring, og i en redningsaktion sparkede bolden ind på Esbjerg-spillerens arm.  (Se albue-målet i tv-afspilleren over artiklen)

Uanset om Jacob Lungi var skyldig eller ej, så burde scoringen med albuen ikke have talt… Og Lungi, ja han havde en god fredag, hvor han også satte underskrift på en kontraktforlængelse med EfB, der holder ham i klubben til udgangen af 2021.

Få minutter efter pausen var OB igen tæt på at dumme sig på en dødbold, da Agus Garcia forsøgte at snitte et hjørnespark ind ved nærmeste stolpe, men Sten Grytebust leverede et mirakel på stregen.

Det gjorde nordmanden dog ikke efter 52 minutter, da han blev solgt af sit forsvar. Jeppe Brinch spadserede uhindret igennem i sin højre side, og fandt Yuri Yakovenko inden foran mål, der fik lov til at trampe 2-0-scoringen ind.

Her bliver det 2-0:

Kort efter Yakovenkos mål rettede OB’erne nok engang deres vrede mod dommer Mikkel Redder, da Markus Halsti stoppede et angreb ved at kaste sig over bolden og rage den lille runde til sig med hænderne. (se det mulige røde kort i bunden af artiklen)

Udeholdets spillere omringede Redder, da han kun viste Halsti et gult kort, men dommeren så ud til at argumentere for, at det ikke var en oplagt scoringschance, finnen frarøvede OB. Det er der delte meninger om, og fra pressepladserne lignede det, at Redder nu havde snydt OB i to ‘håndboldsituationer’.

Det var bare ikke OB’s dag. Med godt 20 minutter tilbage havde indskiftede Anders K. Jacobsen en gylden mulighed for at skabe spænding, da han headede i det lille felt fra fri position. Men ak og ve, Jeppe Højbjerg kom flyvende og leverede en ny, stor redning.

Tættere på kom OB ikke, og selv om fynboerne kan bebrejde Mikkel Redder, så bør de fleste fingre pege mod egen mangel til at forsvare på dødbolde og uskarpheden foran mål.

Esbjerg-spillerne kan til gengæld se sig selv i spejlet efter endnu en solid indsats og endnu et clean sheet, der bringer oprykkerne helt op i Superligaens top. Høj klasse.

Formel 1 - 14. sep. 2018 - kl. 20:20 Noget rod for Kevin: Kigger Romain over skulderen

Boksning - 14. sep. 2018 - kl. 16:16 Kæmpe skandale: Modstander forsvundet på mystisk vis

Opturen bliver bremset for FCK i efteråret, mener Stig Tøfting. Europa League-kampagnen kommer til at koste kræfter for Fischer og co. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Skråsikker Tøffe: Derfor vil Brøndby og FC Midtjylland overhale FCK

Rødt kort her?

1 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
2 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
3 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
4 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
5 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
6 af 6 Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen