ESBJERG (Ekstra Bladet): Esbjergs hårdt tilkæmpede Europa-eventyr er slut. Før det for alvor begyndte.
Vestjyderne formåede ikke at vende det dårlige udgangspunkt mod hviderussiske Shakhtyor Soligorsk, og med 0-0 hjemme i Esbjerg fuldbyrdede de danske bronzevindere fiaskoen i Europa Leagues anden kvalifikationsrunde.
Med det samlede nederlag til upåagtede Shakhtyor Soligorsk misser Esbjerg muligheden for en af de helt sjove kampe i næste runde af Europa League. Her havde italienske Torino ventet.
Nu venter i stedet udelukkende de hjemlige opgaver for Esbjerg, hvor en dårlig Superliga-start skal vendes og nedrykning skal på afstand.
Værterne åbnede ellers med tro på tingene mod Soligorsk og fik hurtigt sat sig på begivenhederne.
Særligt et par fine muligheder på korte hjørnespark truede de hviderussiske gæster, ligesom Adrian Petre fik lusket en lumsk afslutning af sted mod Andrei Klimovich fra distancen. Soligorsk-keeperen fik dog nappet den hoppende bold med ansigtet…
Selv om der stod Esbjerg på det hele, kunne vestjyderne ikke få netmaskerne til at blafre. Utroligt nok…
Adrian Petre fyldte simpelthen for lidt oppe foran, når esbjergenserne forsøgte at skabe noget i feltet, og rumænerens mest iøjnefaldende ’præstation’ var, da han teatralsk forsøgte at filme sig til et straffespark i anden halvleg. Ynkeligt så det ud.
Shakhtyor Soligorsk er bestemt ikke noget særlig godt fodboldhold, men hviderusserne forstod at forsvare dybt. Det gav problemer, når Esbjerg kun sporadisk truede i mellemrummene, og Petre var en skygge af sig selv.
Faktisk fik stakkels Petre endnu en mulighed for gøre alt godt igen med 20 minutter tilbage, men angriberen lossede kuglen højt over kassen i en helt fri position i feltet.
Yuri Yakovenko var endnu tættere på, da ukraineren headede på overliggeren med en håndfuld minutter igen.
Ind ville bolden ikke for Esbjerg, der dermed måtte strække gevær mod et meget ordinært mandskab fra Hviderusland. En ærgerlig skæbne - både for dansk fodbold og Esbjerg. Særligt når man kæmpede en hel sæson for at nå det forjættede, europæiske land.
Det blev en kort, vestjysk ’fornøjelse’.
Smider 600 millioner: Præsenterer rekordkøb
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.