Jonas Dal og Esbjerg-truppen var et dysfunktionelt ægteskab nærmest fra første dag.
For den passion, hold-ånd og entusiasme, som den fyrede træner byggede Hobros himmelfart op på, fik han aldrig til at leve på vetskysten.
Det kunne allerede spores tidligt i hans virke.
En måned efter sin tiltræden spillede Esbjerg en helt igennem forfærdelig kamp hjemme mod Hobro. Bagud 4-1 lige efter pausen blev Tidiane Sane udvist - og vestjyderne kæmpede sig tilbage til 4-4.
Udligningen scoret i overtiden af Mick van Buren.
Den passionerede Jonas Dal vendte sig euforisk og løb i små cirkler omkring sig selv, mens han desperat kiggede efter sin assistent Michael 'Mex' Pedersen for at kaste sig armene af ham. For sådan er Jonas Dal.
Ærke EfB'eren Michael 'Mex' Pedersen sad ubevægelig på sin stol med armene over kors. For sådan er Mex.
Sådan er klubben.
Bille forlader Esbjerg: 'Nicki vanskelig at integrere'
Selvopfattelsen i Esbjerg fB er, at klubben er en dansk storklub. Det er en klub, der stræber efter toppen. Og et sent comeback mod en miniput som Hobro på hjemmebane... det er ikke noget at blive euforisk over.
Det er forventet.
Sådan er Esbjerg fB.
Spørger man i FC Midtjylland og Hobro, så er det ikke på det fodboldfaglige som Jonas Dal udmærker sig. Tværtimod.
Men han er en menneskekender. En person der er god til at få spillerne bag sig, fordi han går op i, hvordan det går med familien, kæresten, hunden.
Det virkede til fulde i Hobro, hvor han var formidabel fødselshjælper på den sensationelle trods-reaktion, hvor klubben i bunden af Mariager Fjord tog røven på alle.
Jonas Dal jubler over pointhøst - nu er der ro på
Men realiteterne var også i Hobro, at Jonas Dal var umådeligt presset, da Esbjerg begyndte at vise interesse. Spillere som Mikkel Beckmann, Quincy Antipas, Tidiane Sane og andre nytilkomne kendte alle til træningsmetoder, og hvordan tingene blev gjort i andre klubber.
Jonas Dals lidt hjemmebrændte træningsmetoder kunne ikke helt leve op til det, da opryknings-euforien var klinget af, og kampen mod nedrykning gjorde livet i Hobro til grå hverdag. Overlevelsesturene til Dals store grund i Isenvad, hvor der skulle soves i shelter og mobiltelefoner var bandlyst mistede sin charme.
Sensations-træneren i Hobro havde i praksis mistet sit omklædningsrum - og han stod på randen af en fyring.
Det vidste de bare ikke i Esbjerg.
Jonas Dal troede selv på, at hans tanker ville lykkes i Esbjerg, se selv
Og da Jonas Dal midt i oktober landede i Esbjerg stod han fra første dag midt i en super-professionel klub: 'Det der slår mig er... hold kæft hvor er de her spillere dygtige. Det er utrolig, hvad de kan med bolden... og det tempo de kan gøre det i,' sagde Dal i et længere interview med Ekstra Bladet, der aldrig er blevet offentliggjort.
Jonas Dal forsøgte at komme med sin passion, sin eufori, sit menneskekendskab.
Men han var landet i en fodboldforretning... ikke i en provinsforening, hvor fodbolden pludselig fik succes.
De problemer, som han oplevede i Hobro, viste sig hurtigt at være småting i forhold til det, der var i vente i Esbjerg.
Dommen over din Superliga-klub: Himmel og ... lort
Han var i modvind fra første dag, hvor hans assistenttrænere Michael 'Mex' Pedersen og Lars 'Lungi' Sørensen blev siddende ved deres skriveborde på cheftræner-kontoret uden at gøre mine til at gøre plads til den nye chef.
Jonas Dal tilpassede sig, og der gik faktisk mere end tre måneder, før han havde sit eget kontor i klubben.
På det tidspunkt troede klubben stadig på Dal-projektet. Den ikke-jublende 'Mex' blev parkeret som chefscout og fra Hobro blev Lars Justesen hentet ind i trænerteamet.
Under vinterens træningslejr trak Jonas Dal den hjemvendte midtbanespiller Jesper Jørgensen til side og fortalte, at Jørgensen var udset til at blive anfører. Men da Magnus Lekven ikke ønskede at afgive bindet frivilligt, så blev beslutningen ikke effektueret - konflikten undgået.
Også i Esbjerg-tiden har Jonas Dals teambuilding-ture til Isenvad været på programmet. Senest i sidste uge.
Spillerne hadede pseudo-turene væk fra civilisationen. Især fordi Jonas Dal slet ikke havde held til at forbedre spillet. Fodboldfagligt kunne han ikke flytte truppen, og på de indre linjer i klubben har udtrykket 'serie 1-træneren' været benyttet om cheftræneren.
I stedet slog han ned på, at spillerne ikke takkede tilhængerne efter et stort nederlag mod FC Midtjylland.
Krise i Esbjerg: Vi blev bange
Jonas Dal forsøgte igen og igen at få sine tanker igennem til truppen. At skabe holdånd.
I stedet var der nærmest ved at opstå slagsmål i spillerbussen på vej hjem fra 5-1 ydmygelsen mod AGF i foråret.
- Vi er inde i en udvikling, og han er i gang med at implementere nogle af de ting, som han står for. Når vi starter igen 20. juni, så er det stadig med Jonas Dal som træner, bedyrede Esbjerg-direktør Søren Poulsen, da sidste sæson sluttede.
Noget af det sidste som Jonas Dal nåede at gøre, som Esbjerg-træner var nok en tur til plantagen i Isenvad, og så at bevilge midtbanespilleren Victor Pálsson fri til at se Island spille mod Frankrig under EM, mens resten af Esbjerg-truppen er på træningslejr.
Fair fyring: De kaldte ham serie 1-træneren
Tallene bag sæsonen: Brøndby taber tilskuere