- Det har jeg aldrig prøvet før

- Det kommer meget bag på mig, at spillertruppen mistede tilliden til mig, siger Lars Olsen

Lars Olsen lignede en presset mand efter nederlaget i søndags til OB. Mandag var det slut, da spillertruppen gik til sportschefen med besked om, at tilliden til cheftræneren var væk. Foto: Claus Fisker/Ritzau  Scanpix.
Lars Olsen lignede en presset mand efter nederlaget i søndags til OB. Mandag var det slut, da spillertruppen gik til sportschefen med besked om, at tilliden til cheftræneren var væk. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Lars Olsen blev den syvende træner, der stoppede i utide i løbet af de seneste fem år i Esbjerg.

I perioden siden fyringen af Niels Frederiksen er det faktisk kun John Lammers, der har stået i spidsen for vestjyderne mere end 21 kampe.

Lars Olsen nåede blot 225 dage i spidsen for Esbjerg, hvor han erobrede sølle ni point i 12 kampe.

Mandag blev han enig med sportschef Jimmi Nagel om at stoppe, fordi spillertruppen har mistet tilliden til ham.

Den erfarne, 59-årige cheftræner har været omkring Brøndby, Randers, OB, Færøerne og senest Esbjerg i sin 23 år lange trænerkarriere, men det er første gang, han prøver at stoppe i utide på grund af manglende tillid fra spillerne.

- Jeg har aldrig tidligere oplevet at stoppe i et trænerjob, fordi spillerne har mistet tilliden til mig. Det var selvfølgelig meget overraskende for mig at få den besked, erkender Lars Olsen.

Han fik beskeden fra sportschef Jimmi Nagel Jacobsen mandag eftermiddag. Og siden tog det ikke Lars Olsen lang tid at drage konklusionen.

- Jeg kender den her branche godt nok til at vide, at når tilliden mellem spillere og trænere er væk, vil det være formålsløst at fortsætte samarbejdet. Det kommer der sjældent noget godt ud af, fastslår Lars Olsen, der mandag aften pakkede lejligheden på Vestkysten ned og tirsdag formiddag satte sig i sin bil og kørte hjem mod Brøndby.

Den nu forhenværende cheftræner fik således ikke sagt farvel til de spillere, som førte kniven mod ham og endte med en afsked i utide.

Lars Olsen overlod meget af den daglige træning til sin assistent, Claus Nørgaard. Men det var ifølge Olsen en del af planen. Den nu forhenværende cheftræner erkender dog, at Esbjerg ikke har fået point nok i den tid, han fik i trænerstolen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lars Olsen overlod meget af den daglige træning til sin assistent, Claus Nørgaard. Men det var ifølge Olsen en del af planen. Den nu forhenværende cheftræner erkender dog, at Esbjerg ikke har fået point nok i den tid, han fik i trænerstolen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
 

- Nu skal jeg lige synke den her. Men jeg har ikke mistet troen på at være fodboldtræner.

- Fodboldbranchen er uforudsigelig. Så jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden, påpeger han.

Når du ser i bakspejlet, burde du så aldrig have sagt ja til jobbet i Esbjerg?

- Jeg fortryder ikke, jeg tog jobbet. Jeg vidste, det var vanskeligt at redde Esbjerg oven på sæsonstarten. Men det er klart, at det også er mit ansvar, vi ikke har fået nok point.

- Men jeg tror stadig på, at Esbjerg kan redde sig i Superligaen, siger Lars Olsen, der havde kontrakt med klubben frem til sommeren 2022.

Er du en gammeldags træner, Lars?

- Andre må bedømme, om jeg er en gammeldags trænertype. Men jeg er jo fra den gamle trænergarde og har min måde at træne på.

Du overlod meget på træningsbanen til din assistent Claus Nørgaard, hvorfor?

- Det var aftalen fra starten, han stod for en del af træningen. Men det var jo mig, der havde det overordnede ansvar, fastslår Lars Olsen.

Se også: Hvor mange må vi lukke ind!? Tilskuer-kaos truer Superligaen

Se også: Hovedet på blokken: De får medaljer, de rykker ned

28 kommentarer
Vis kommentarer