Esbjerg-forløsning sender Brøndby under stregen

Et klogt spillende Esbjerg-hold fik sæsonens første sejr i Farum og kravler hermed over stregen

FARUM (Ekstra Bladet): Det var ikke smukt, men til gengæld var det effektivt. Et hårdt kæmpende Esbjerg-hold viste i den grad mandsmod og effektivitet på Farum Park. På en dag, hvor bundholdet for en gangs skyld havde de små marginaler kunne de udmattede spillere ved slutfløjtet række armene i vejret efter en smal 2-1 sejr.

En sejr, der samtidig sender vestjyderne over stregen og efterlader Brøndby på Superligaens sidsteplads

Nordsjællands Bruninho kunne ellers have givet hjemmeholdet en drømmestart. Efter et kvarter blev han stukket fikst i dybden af Vingaard. Alene med Dubravka sparkede han hårdt første gang, men Esbjerg-keeperen blev klogt stående på benene og leverede en flot fodparade.

Det var dog den eneste gang man for alvor så hjemmeholdets offensive styrke før pausen, hvor det lykkedes esbjergenserne at tage tempoet ud af kampen

I det 19. minut forsøgte Nicki Bille at komme til skud i feltet. Til sidste droppede han hæl og tå finterne og lagde den ud på venstrekanten, hvor Leon Jessen slog et præcist indlæg ind i feltet.

Her dukkede den svenske angriber Robin Söder op over Patrick Mtiliga og headede den præcist ned i højre målhjørne uden chance for David Jensen i Nordsjælland-målet.

Målet gav Esbjerg et kæmpe rygstød. Efter 33. minutters spil blev bolden bragt hurtigt op til Nicki Bille, der i vanlig overlegen stil lagde den af med hælen på sin førsteberøring til Lasse Rise.

Lasse Rise tog sagen i egen hånd og kringlede smukt bolden op i højre hjørne fra 25 meter med indersiden.

Skydetelt efter pausen

Der må have været talt dunderord i hjemmeholdets omklædningsrum i pausen. FC Nordsjælland kom nemlig stormende ud til anden halvleg.

Den første store chance kom i det 55. minut, hvor en ellers usynlig Moberg-Karlsson kom helt alene igennem i højre side. Han slog den fladt ind over til Bruninho, der helt fri for mål blot skulle sende den ind over stregen. Men symptomatisk for Esbjergs indsats fik Almebäck heroisk kastet sig ned og tacklet brasilianeren.

Men det blev ikke ved med at gå godt for de hårdt trængte vestjyder. Ti minutter senere kom Bruninho alene igennem. Brasilianeren sparkede første gang, og Dubravka måtte ud i endnu en flot redning. Bolden kom dog retur til Bruninho, der fik den skovlet ind over stregen til en reducering.

Så duftede det af endnu et Esbjerg-kollaps. Joshua John udfordrede konstant sin direkte oppasser Daniel Stenderup og havde flere gode forsøg på mål. Men den sidste skarphed manglede. Men Esbjerg holdt stand efter en heroisk indsats, der sendre dem over både FC Nordsjælland og Brøndby i tabellen. Brøndby spiller dog senere søndag mod oprykkerne fra Viborg.

34 kommentarer
Vis kommentarer