Glen: Vi mangler stadig en blodig krig

Trængslen er langt fra overstået i Aarhus, men sejren over Esbjerg giver ro frem mod næste skidt i AGF’s krig for overlevelse

Forløsning! Foto: Polfoto/Ernst van Norde
Forløsning! Foto: Polfoto/Ernst van Norde

AARHUS (Ekstra Bladet) Den forløsende sejr over Esbjerg blev næsten fejret af fans og spillere, som havde man vundet medaljer i Superligaen, kvalificeret sig til pokalfinalen eller reddet livet endegyldigt i den bedste række.

Sådan er virkeligheden dog ikke for AGF.

Nedrykningsspøgelset rasler stadig med kæden i Aarhus, selv om det fik et ordentligt gok i nødden med 3-1 triumfen over Esbjerg.

Cheftræner Glen Riddersholm slog også fast med syvtommersøm, at man intet har opnået endnu i AGF med den samlede sejr over vestjyderne.

- Vi er slet ikke færdige, men det var da et vigtigt stik at tage hjem. Det er trods alt rart, vi ikke skal ud i to neglebidere mod AC Horsens, som ikke er sjove at spille mod. Nu har vi i stedet mulighed for at spille os ud af suppedasen mod Viborg. Det er da en mere behagelig situation at stå i, selv om det bliver en blodig krig for overlevelse, lød det fra Glen Riddersholm.

At dømme ud fra cheftrænerens ageren på sidelinjen i de sidste ti minutter mod Esbjerg, er det nok ganske sundt for Riddersholm helbred, at AGF ikke skal ud i knald-eller-fald-kampene om direkte exit fra Superligaen.

Udmattet Spelmann jubler efter sejren. Foto: Ernst van Norde
Udmattet Spelmann jubler efter sejren. Foto: Ernst van Norde
 

For selv om aarhusianerne sad tung på de første 80 minutter af duellen mod Esbjerg, sneg frygten for gummiben og AGF’s nedrykningsforbandelser sig ind i slutfasen, da gæsterne pressede på for 2-2 målet. Og selv om pulsen var høj for Riddersholm, er der tydeligvis sket noget for AGF i de sidste fem kampe, hvor aarhusianerne er ubesejrede.

- Jo, jeg var da nervøs for, vi ville smide det. Det var tæt på nogle gange, og Esbjerg gav alt, hvad de havde. Alligevel stod jeg med en anderledes fornemmelse end den, jeg har haft tidligere på foråret, sagde Glen Riddersholm og uddybede:

- Vi har fundet en recept, der virker defensivt. Offensivt har vi længe skabt chancer nok til at score mål. Nu står vi tilmed som sejrherrer på Aarhus Stadion efter en meget vigtig kamp, og det er noget tid siden, det er sket. Tingene går igen vores vej lige nu, og vi er et af de mest formstærke hold p.t. Tidspunktet kunne ikke være meget bedre.

AGF’s tilbagevendte forsvarskrumtap Niklas Backman var mindst lige så lettet som sin træner. Svenskeren havde proklameret, han var klar til 120 minutters blodig kamp for klubben, men heldigvis blev det ikke blev nødvendigt for forsvarsprofilen.

- Jeg var træt de sidste 20 minutter, så jeg er lykkelig over, vi sluttede ved de 90. Hele holdet var presset til sidst, og vi blev for passive i presset. Derfor var det ved at gå galt, men jeg synes, det er fuldt fortjent, vi slog Esbjerg over to kampe, sagde Niklas Backman og konkluderede:

- Vi blev hjulpet af en fed stemning på lægterne, men det er vigtigt at huske, vi intet har opnået endnu. Det giver ro i sindet, vi ikke kan ryge direkte ned, men vi skal stadig vinde ‘finalen’ over Viborg, for at vi kan godkende foråret.

Komisk mål til 3-1:

Se også: Esbjerg mod afgrunden: Fik det Hviie snit i Aarhus

1 kommentar
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere