- Jeg kunne ikke vente på Tyskland

- Et stærkt og sikkert forsvar er fundamentet for os, og kan vi ikke score, skal vi spille til nul, siger Lars Olsen

Lars Olsen skal nu forsøge at redde Esbjerg fra nedrykning. Det er ni år siden han senest var træner i Superligaen. Efter tre gange sølv i træk blev han fyret fra OB.

Efter mere end ni års fravær i Superligaen er den tidligere europamester Lars Olsen tilbage i et trænerjob i landets bedste fodboldrække.

Han blev fyret i OB efter tre sølvmedaljer i træk og efter otte år som færøsk landstræner, er den vigtigste opgave nu at redde Esbjerg i Superligaen.

En krævende mission i en sæson, hvor tre klubber skal forlade Superligaen, fordi ligaen går fra 14 til 12 hold i næste sæson.

- Jeg kunne ikke vente på, at Tyskland ringede. Derfor slog jeg til, da Jimmy Nagel (Esbjergs sportsdirektør, red.) ringede, smiler Lars Olsen og tilføjer så:

- Udfordringen i Esbjerg lød spændende. og jeg ser opgaven, som da jeg startede i Randers for 15 år siden. Jeg kender præmissen i en sæson med tre nedrykkere. Vi skal have nogle point på kontoen, så Esbjerg kan komme væk fra nedrykningen, forklarer han.

Kontakten mellem parterne har stået på i mere end tre uger. Aftalen kom endeligt på plads torsdag-fredag i sidste uge. Og i søndags blev kontrakten underskrevet.

Lars Olsen er en typisk 4-4-2 træner, der med Færøerne oftest har praktiseret 4-2-3-1. Han er kendt som en træner, der lægger vægt på en stærk og velorganiseret defensiv.

- Hvis du skal spille god offensiv fodbold, kræver det, at du har et stærkt og sikkert forsvar som fundament. Esbjerg har haft lidt problemer med at score. Når det er tilfældet, skal man kunne holde nullet i den anden ende, påpeger Lars Olsen.

Lars Olsen stopper som landstræner for Færøerne efter otte år på posten. Nu skal han redde Esbjerg. Foto: Darrin Zammit Lupi, Ritzau Scanpix.
Lars Olsen stopper som landstræner for Færøerne efter otte år på posten. Nu skal han redde Esbjerg. Foto: Darrin Zammit Lupi, Ritzau Scanpix.
 

Satser på egne talenter
Lars Olsen kommer til en klub, der har levet lidt en elevator-tilværelse de senere år. Oprykningen forrige sæson og bronzemedaljer sidste sæson. Nu er det ren overlevelseskamp ud fra princippet at satse på mange unge, egenproducerede spillere.

- Det tiltaler mig Esbjerg er en klub, der satser på egne talenter. Jeg synes, potentialet er stort i Esbjerg på et hold med en snitalder på 23-24 år. Vi skal satse på unge spillere, men de skal også kunne forstærke vores hold, når de får chancen, påpeger han.

Med tre nedrykkere og en plads som næstsidst er det et risikabelt job Lars Olsen har påtaget sig. Han har lavet en kontrakt til sommeren 2022 og står ved den aftale.

- Jeg bliver i mit job, hvis det mod forventning ender med nedrykning. Nu er fokus på at samle point, pointerer Lars Olsen.

Han har fra sidelinjen fulgt med i Superligaen, sideløbende med landstrænerjobbet på Færøerne. Og han har ikke været imponeret over kvaliteten undervejs.

- Der er perioder med godt spil og perioder med mindre prangende spil. Jeg vil sige det sådan, at kvaliteten i Superligaen er meget svingende, mener Lars Olsen, der bibeholder Claus Nørgaard i rollen som sin assistent.

Se også: Modnet Ronnie Schwartz åben for nyt udenlandseventyr

Se også: Kamil Wilczek efter rødt kort: Undskyld, drenge

Lars Olsen skifter jobbet på Færøerne ud med et i Esbjerg. Foto: ELOY ALONSO/Ritzau Scanpix Superligaen - 28. okt. 2019 - kl. 08:36 Lars Olsen er ny cheftræner for Esbjerg

12 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere