OB kan stadig drømme om Europa

Fynboerne vandt fortjent 2-0-sejr over svagt spillende Esbjerg-hold

OB jubler over Anders K. Jacobsens scoring i 2-0-sejren i Esbjerg (Foto: Tobias Nicolai Kvist Larsen)
OB jubler over Anders K. Jacobsens scoring i 2-0-sejren i Esbjerg (Foto: Tobias Nicolai Kvist Larsen)

ESBJERG (Ekstra Bladet): Med sit 10. sæsonmål lagde Anders K. Jacobsen op til, at OB kunne rejse hjem med sejr efter opgøret mod Esbjerg, og det blev cementeret af Ari Skulason et par minutter inde i overtiden, da han nettede direkte på frispark til slutfacit 2-0.

Dermed holdt fynboerne liv i håbet at nå op på den fjerdeplads, der giver europæisk deltagelse, hvis FCK vinder torsdagens pokalfinale mod AGF.

Jacobsens vigtige scoring faldt efter 19 minutter, da han smart blev spillet fri af Mathias Greve og i fri position usvigeligt sikkert bankede bolden i nettet bag en chanceløs Jeppe Højbjerg.

Se AK47 bringe OB foran her:

Det kom som en konsekvens af, at OB var klart dominerende og styrende i 1. halvleg. Alligevel var det hjemmeholdet, der fik kampens første store chance.

To-måls-skytten fra sidste rundes opgør mod Hobro, Ronnie Schwartz, demonstrerede flot teknik, da han tog en aflevering i dybden med sit i fuldt løb for så at fyre af med venstrebenet.

Men Sten Michael Grytebust i OB-målet diskede op med en fin redning.

Ellers var der ikke grund til at give Esbjerg plusser for noget i 1. halvleg. Vestjyderne spillede slet ikke med den ildhu og den intensitet, som man har set tidligere i dette forår og lavede en masse uprovokerede fejl.

'Ukendt dansker' får fornem hæder

Gæsterne kom ud med meget mere spillelyst og vilje. Mohamed El Makrini og Izunna Uzochukwu svingede taktstokken på midtbanen – suppleret med gode indslag af en meget aktiv Rasmus Falk. Og fremme lurede Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen hele tiden på chancen.

Topscorer Festersen fik en god mulighed for at øge til 2-0 inden pausen, ment tabte en direkte duel til målmand Jeppe Højbjerg.

Højbjerg trak også det længste strå, da Rasmus Falk i starten af 2. halvleg kom helt fri og afsluttede efter par glimrende kombinationer, mens Esbjerg fik nogle muligheder på grund af OB-fejl, men formåede kun at skabe halve chancer.

OB kunne generelt ikke holde niveauet fra 1. halvleg og manglede også konsekvens omkring de afslutnings-muligheder, som holdet alligevel fik.

Som far så søn: Kasper lavede nøjagtig kopi af fars første mesterskab

Flere gange fik gæsterne således mulighed for øge føringen på kontrachancer, men de løb ud i sandet som følge af koncentrationssvigt ved den sidste og afgørende aflevering, så spændingen holdt sig, indtil Skulason slog til med sit mesterstykke kort før slutfløjtet.