Redaktør forsvarer omstridt Bille-indslag: En vigtig historie

Fodboldmagasinet Onside på 3+ viste søndag aften et indslag om Nicki Bille og hans modelkæreste Lykke May som handlede om, at spilleren har fundet ro i tilværelsen. Indslaget fik massiv kritik på de sociale medier for at være ligegyldigt. Nu forsvarer redaktøren indslaget 

Nicki Bille og Lykke May deler vandene. Både på Twitter og i Esbjerg. (Foto: Anthon Unger)
Nicki Bille og Lykke May deler vandene. Både på Twitter og i Esbjerg. (Foto: Anthon Unger)

Fodboldspilleren Nicki Bille sidder ved siden af modelkæresten Lykke May i et brunt lædermøbel og taler følelser og voksenliv. For eksempel om, hvordan kæresten har ændret ham som person, så han nu er blevet mere rolig og har lært sig selv bedre at kende. Som menneske..

Men det var bestemt ikke alle seere af indslaget i fodboldmagasinet Onside på 3+, som søndag aften var lige begejstrede for indslaget om kendisparret, som nu har slået sig ned på den jyske vestlyst, hvor Bille spiller for Esbjerg.

Faktisk gik flere brugere og seere på Twitter direkte til angreb på TV3 Sports fodboldredaktør, René Schrøder, fordi de mener, at udsendelsen er fuldstændig ligegyldig i fodboldens verden. Altså, at fortællingen om kendissernes liv uden for banen ikke har nogen berettigelse i et fodboldprogram.

Nu svarer redaktøren så sine mange kritikere igen. For han mener bestemt, at indslaget har relevans, selv om det handlede meget lidt - ja, faktisk slet ikke - om spillet på banen.

- Onside skal ikke kun handle om fodboldanalyser og mål. Der skal også være plads til at fortælle de historier, som Superligaprofilerne også bærer rundt på - ligesom vi gjorde, da vi eksempelvis fortalte om Emil Lyngs sygdom og Nicklas Helenius' depression,  siger René Schrøder til Ekstra Bladet og uddyber:

- Nicki Bille er en kæmpe profil, der har spillet i flere store ligaer rundt omkring i Europa. Samtidig har han ført en turbulent karriere uden for kridtstregerne og har nu fået en kæreste, der har fået ham tilbage på rette spor. Dén historie er også vigtig, siger han.

Seere går amok: Sviner Bille-udsendelse

Fodboldredaktøren undrer sig over, hvordan kritikerne kan svine ham og TV3 Sport til for at bringe indslaget med Bille og modelkæresten May, når de efter hans mening samtidig efterspørger flere spændende historier om fodboldspillere.

- Superligaen bliver ofte punket for at være grå og kedelig, men når vi så fortæller historier med noget kulør og kant, så er det også galt, og så hagler kritikken ned fra de hellige Twitter-folk. Men jeg vil gerne understrege, at jeg er glad for debatten, for hellere lave noget tv, der giver reaktioner rundt omkring end lave noget, der intet rykker, siger redaktøren.

Nicki Bille og Lykke May fik Twitter-brugerne til tasterne. (Foto: Anthon Unger)
Nicki Bille og Lykke May fik Twitter-brugerne til tasterne. (Foto: Anthon Unger)

En del af seernes og Twitter-brugernes kritik går blandt andet på, at Lykke May kun er interessant at interviewe, fordi hun er topmodel og ser godt ud. Men den køber René Schrøder ikke.

- Ville jeg have brugt Nicki Billes kæreste, hvis det var Susanne fra Sydhavnen? Ja, hvis hun havde lige så stor andel i at få Nicki Bille tilbage på sporet. Hans op- og nedture på og uden for banen er interessante, og for mig er det blot en bonus, når spillerkonerne deltager i indslag, hvis de spiller en rolle i deres mænds fodboldkarriere. At det så er Lykke May, som er et kæmpe navn i sig selv, er jo bare et ekstra krydderi til historien.

Bille tæt på drømmedebut: Der kommer mere fra mig

Og til de, der måtte mene, at Onside og TV3 Sport ikke indeholder nok fodbold i dens rå og rene form, har redaktøren et svar:

-  Vi sender næsten 20 timers Superligafodbold om ugen. Vi har masser af nørdestof, analyser og debat i formater som Fredagstræneren, Preview, XL, Superligadebat osv. Når vi så bruger otte minutter på at komme et spadestik dybere ind under huden på en af de største Superligaprofiler, er det straks et udtryk for, at vi ikke har noget fodboldfaglighed, siger redaktøren ironisk.

Se hele det omstridte indslag med Lykke May og Nicki Bille her: