Storm i Esbjerg: Boss i skarpt opgør med fortidens svigt

Esbjergs formand slår fast, at dramaet på vestkysten over de seneste måneder ikke er udslag af panik. Det er nødvendigt at reagere skarpt for at få klubben tilbage på rette kurs.

Kristoffer Jarl Kristensen (th) måtte lige før jul fyre direktør Hans-Peter Rasmussen efter bare fire måneders ansættelse. Foto: Christer Holte
Kristoffer Jarl Kristensen (th) måtte lige før jul fyre direktør Hans-Peter Rasmussen efter bare fire måneders ansættelse. Foto: Christer Holte

Stormen på den jyske vestkyst har svært ved at lægge sig.

Fyringer på stribe af trænere og ledende medarbejdere. Og denne vinter er det så fulgt op af en spillerflugt, der har karakter af udrensning.

Dyrt-indkøbte Bjørn Paulsen blev solgt med million-tab. Og senest blev Ryan Johnson Laursen solgt til OB for et beløb, der lå på 25 procent af, hvad klubben tidligere er blevet budt.

I BT fik det bestyrelsesformand Kristoffer Jarl Kristensen ud i en farverig beskrivelse af tankerne bag det købmandskab ved at iføre sig kasket som Mercedes-forhandler: ’Når de står funklende nye, og de spiller, så er de meget værd, men når de står ude og falmer og bliver møgbelortede, så er de ikke så meget værd.’

Det fik Ryan Johnson Laursens nye klub, OB, til at svare igen på Twitter med meldingen: ’Her skal spillere helst blive beskidte. Og kan de ikke køre, justerer vi tænding og reparerer motor.’

Over for Ekstra Bladet bedyrer Esbjergs bestyrelsesformand hårdnakket, at han med sin bemærkning ikke langede ud efter navngivne spillere – og slet ikke Ryan Johnson Laursen.

- Jeg kan ikke udtale mig om enkelte spillere. Det har jeg ikke forstand på. Jeg udtaler mig om den økonomiske side af sagen, og hvorfor vi sælger spillere, som vi har købt for mange penge til priser, der ligger under det, vi gav for dem. Der brugte jeg den metafor… den var måske ikke så velvalgt, erkender han og understreger:

- Jeg beklager, hvis det bliver tolket i den retning. Det er ikke sagt om Ryan Johnson Laursen, forsikrer han.

Esbjerg-formanden slår fast, at dramaet på vestkysten over de seneste måneder ikke er udslag af panik. Det er nødvendigt at reagere skarpt for at få klubben tilbage på rette kurs.

- Vi ligger i bunden af Superligaen, og så har vi bare ikke gjort det godt nok. Og hvis noget ikke fungerer, så bliver vi nødt til at gøre noget ved det, fastslår han om de hårde beslutninger, der er taget omkring den vestjyske Superliga-klub. (Artiklen fortsætter...)

Esbjerg tabte mere end tre mio. kr. på at sælge Bjørn Paulsen videre. Foto: Christer Holte/Polfoto
Esbjerg tabte mere end tre mio. kr. på at sælge Bjørn Paulsen videre. Foto: Christer Holte/Polfoto

To direktører er fyret på et halvt år – officielt søgte Søren Poulsen dog ’nye’ udfordringer. Træner-karrusellen har snurret med nærmest sydeuropæisk hast.

- Noget tyder jo på, at vi i Esbjerg har svært ved at få de positive historier ud omkring alt det, vi gør, for i første omgang at overleve i Superligaen og med tiden at indtage en plads i toppen af dansk fodbold, siger Kristoffer Jarl Kristensen.

- Vi har ansat en stærk sportsdirektør. Med ham har vi fået etableret et scouting-netværk på et langt højere niveau end tidligere.

- Desuden er vi ved at arbejde med nye træningsbaner, så vi får opgraderet det område. Vi har ombygget hele hjertet af spillernes område, som vi forventer vil øge motivationen i truppen.

- Og vores administrative afdelinger er ved at komme op at køre på et rigtig godt niveau. Vi formår at fastholde vores sponsorer, og det er positivt set i lyset af den sportslige situation.

- Det er de positive historier i Esbjerg, påpeger bestyrelsesfomanden, der indrømmer, at fortidens synder er årsag til, at der må skrides drastisk til værks.

- Jeg erkender, at vi skulle have ansat en sportsdirektør meget tidligere. Men vi rykkede op fra 1. division og var pludselig i Europa League og leverede på et højere niveau end nogensinde før. Den succes kom nok til at forblinde os, siger han.

- Undervejs i den proces skulle vi nok have tilpasset organisationen hurtigere. Men det vidste vi jo ikke dengang, siger han.

Esbjerg er i en årrække blevet omtalt som ’vennernes klub’ blandt kritiske røster ikke mindst i fankredse. En klub, hvor det har været vigtigst at kende de rigtige mennesker frem for at levere kompetent arbejde.

- Jeg er ikke sikker på, at det er så enkelt. Jeg noterer mig, at der er sket stor udskiftning, fordi der er brug for andre kompetencer i dag.

- Men kender du til begrebet ’vennernes klub?’

- Det er ikke så enkelt, som spørgsmålet er sat op.

- Spørgsmålet er helt enkelt. Kender du udtrykket?

- Jeg har hørt begrebet, men jeg er ikke ubetinget enig i, at det er et rigtigt udtryk at bruge om klubben, siger Kristoffer Jarl Kristensen.

Se også: Esbjerg-kaos fortsætter: Endnu en direktør skrider

Se også: Esbjerg-anfører indrømmer: Det ligner en rodebutik

Se også: Kaos og farce i Esbjerg: Direktør fyret efter fire måneder

Se også: Klublegende færdig i Esbjerg

Se også: Ballade i Esbjerg: Slås med eks-træner om millioner

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere