Stort drama i Esbjerg: Dommerfejl vendte kamp på hovedet

Nicki Bille udnyttede forkert dømt straffespark, og så slog Lasse Rise til med sejrsmålet, da Esbjerg fuldførte comeback mod FC Nordsjælland

Der måtte et straffespark til, før Esbjerg fik svaret igen på Marcus Invartsens lækre scoring for FCN. (Foto:
Der måtte et straffespark til, før Esbjerg fik svaret igen på Marcus Invartsens lækre scoring for FCN. (Foto:

ESBJERG (Ekstra Bladet): Jonas Dal fik en sejr i sin anden kamp som træner i Esbjerg. Et nyt nederlag truede ellers, men et forkert dømt straffespark i slutfasen, vendte en ny truende fiasko for vestjyderne til en triumf.

2-1 blev FC Nordsjælland besejret, og det var en tiltrængt opmuntring for både træner og klub, som de nok ikke havde fået, hvis ikke dommer Jakob Kehlet havde slået til med en fejldom en halv snes minutter før tid.

Her pegede dommeren på 11-meter-pletten, da Andreas Maxsø afværgede et skud, men det var ikke med hverken arm eller hånd viser TV-billederne. Derimod med ansigtet.

Men det rokker altså ikke ved, at der blev dømt straffespark og bedste Esbjerg-spiller, meget aktive Nicki Bille scorede sikkert til 1-1. Og stor glæde blev forvandlet til ellevild jubel et par senere, da indskiftede Lasse Rise med resolut og flot langskud bankede bolden i nettet til sejrsmålet.

Se også: Udskældt EfB-chef om afsked: Vi kan ikke tænke med følelserne

Indtil den hæsblæsende afslutning, så det ellers ud til,. At gæsternes Marcus Ingvartsen skulle ende som matchvinder gennem den scoring, som han var mester for allerede efter 11 minutter. Det skete på en godt gennemført omstilling, hvor Nicklas Mouritsen stod for den målgivende aflevering..

Men det kunne han kun gøre, fordi han for let fik lov at oversprinte Lucena på venstrekanten. Endnu værre var dog – set med Esbjerg-øjne – at Michael Jakobsen inde midt foran mål lod Ingvartsen komme foran sig til den afslutning, der havnede i nettet bag Martin Dubravka.

Men ellers undgik det udskældte Esbjerg-forsvar at lave fejl – og tre point kom altså i hus.

Kort før lukningen af sommerens transfervindue med udgangen af august købte Esbjerg Bjørn Paulsen i SønderjyskE. Efter sigende kostede det fire millioner kroner i overgangssum. Han blev rent faktisk hentet som manden, der skulle stabilisere de bagerste skanser.

Men den mission er ikke lykkedes. Efter nogle mindre heldige kampe i de bagerste skanser blev Paulsen placeret på midtbanen og mod FC Nordsjælland var den alsidige og hovedspilsstærke spiller placeret som hængende angriber bag meget aktive Nicki Bille.

Se også: Midtbane-målkonge droppes i Esbjerg

Og den disposition var ved at give bonus 10 minutter før pausen, hvor Bille fra højre serverede en perfekt aflevering til Paulsens pandebrask, men selv om han var tæt under mål, headede han forbi.

Inden da havde taktfaste klapsalver 5145 på tribunerne rent faktisk braget ned over grønsværen – nemlig i det 20. minut.

Men det skyldtes ikke noget, som var sket i spillet. Derimod var det en tilkendegivelse af den generelle utilfredshed, der er i fankredse. omkring det faktum, at den vestjyske klubs ledelse ikke vil forlænge den kontrakt, der udløber til nytår med truppens nummer 20 – klubikonet Hans Henrik Andreasen.

Han kunne fra bænken se Nicki Bille misse en kæmpemulighed for at udligne allerede i starten af 2. halvleg. Men angriberen nåede ikke frem til en tværgående bold, som han ellers blot skulle have sparket i et tomt mål.

Men det hele endte alligevel lykkeligt for de hårdt prøvede vestjyder.

49 kommentarer
Vis kommentarer