TV: Se genistregen, der sikrer Esbjerg tre point

Bjørn Paulsens perle blev afgørende, fordi Jeppe Højbjerg diskede op med klasseredninger på stribe

Esbjerg-jubel efter Bjørn Paulsens tidlige scoring. (Foto: Christer Holte)
Esbjerg-jubel efter Bjørn Paulsens tidlige scoring. (Foto: Christer Holte)

ESBJERG (Ekstra Bladet): Bjørn Paulsen er ikke ligefrem nogen Lionel Messi på en fodboldbane.

Men selv ikke den argentinske superstjerne kunne have leveret den detalje smukkere, som Esbjerg-fighteren diskede op med, da han blev matchvinder i det jyske opgør mod Viborg.

I fuldt løb et stykke ude i straffesparkfeltet hælafsluttede han på fornem vis et knaldhårdt indlæg fra Casper Nielsen i nettet allerede efter fire minutters spil.

En smuk, smuk detalje som altså endte med at give 1-0-sejr, selv om hjemmeholdet var under voldsomt pres i 2. halvleg og først og fremmest kan takke målmandstalentet Jeppe Højbjerg, der også vogter buret for U21-landsholdet, for at alle tre point kom i hus.

Han serverede nemlig en stribe kampafgørende redninger. Startende allerede efter ni minutters spil, da Osama Akharraz fik serveret en 100 procent chance af Serge Deble midt i feltet tæt under mål, men Højbjerg refleksreddede på fornem vis afslutningen.

Siden slog målmandstalentet til med to klasseredninger i starten af 2. halvleg.

Debut til 18-årigt stortalent
I begge tilfælde var Serge Deble afslutter. Først fik han dog nappet sit skud i helt fri position, og dernæst var Højbjerg hurtig i reaktionen, da Viborg-angriberen afsluttede resolut ved nærmeste stolpe. Og han udstrålede generel sikkerhed i alt, hvad han foretog sig.

Så her er en mand, vi garanteret kommer til at høre meget mere til.

Esbjerg var uden den sygdomsramte normale anfører Magnus Lewkven, og det betød debut til det 18-årige stortalent Mark Brink Christensen som makker med Jesper Jørgensen på den centrale midtbane og sammen med holdkammeraterne sørgede de for masser af angrebsliv i kampens start.

Vestjyderne diskede op med mange seværdige ting – specielt når den bevægelige kantspiller Jeppe Andersen rullede sig ud og satte gang i tingene. Men Viborg bed også fra sig og viste med både mod og kvalitet, at det ikke er tilfældigt, at holdet fra domkirkebyen som oprykkere er kommet så pænt op i tabellen, som tilfældet er.

Og mulighederne for at få fortjente point med hjem fra det vestjyske var der altså, men Serge Deble manglede skarpheden, mens Højbjerg i Esbjerg-målet viste formatet.

Derfor fortsatte vestjyderne sin flotte forårsmarch væk fra nedrykningsstregen.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere