Udskældt Superliga-chef: Føler mig ikke truet

Jimmi Nagel er ligeglad med kritik - han mener, Troels Bech er den helt rette til at redde Esbjerg fra nedrykning

Jimmi Nagel føler sig ikke truet i Esbjerg - hverken af bestyrelse i klubben eller ansættelsen af Troels Bech. Foto: Anders Brohus
Jimmi Nagel føler sig ikke truet i Esbjerg - hverken af bestyrelse i klubben eller ansættelsen af Troels Bech. Foto: Anders Brohus

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er blevet mødt af kritik fra både fans, medier og eksperter, efter det tirsdag kom frem, at spillerne i Esbjerg fB og Lars Olsen aldrig fandt fodfæste.

Det førte til et afbrudt samarbejde med EM-helten og de nedrykningstruede vestjyder.

Ind er kommet Troels Bech, som nu skal forsøge at redde traditionsklubben i de (måske) sidste otte kampe.

- Vi har været nødt til at handle hurtigt, og heldigvis var Troels interesseret, da vi henvendte os. Han kommer med en stor erfaring og kender både Superligaen og Esbjerg fB.

Men var Lars Olsen ikke netop også en mand med stor erfaring og kendskab til Superligaen?

- Jo, og jeg synes også stadig, at ansættelsen af Lars var korrekt på daværende tidspunkt. Han opfyldte de kriterier, vi stillede op i en i forvejen svær situation. Det fungerede bare ikke, og jeg er ærgerlig over, at det ikke lykkedes.

Troels Bech er hentet ind som ny cheftræner i Esbjerg fB. Foto: Anders Brohus
Troels Bech er hentet ind som ny cheftræner i Esbjerg fB. Foto: Anders Brohus
 

Du har fået en del kritik, fordi fans og eksperter mener, du skulle have forudset, at Lars Olsen ikke var det rette match med EfB - og ikke have givet ham en lang og dyr aftale. Hvad er din reaktion på det?

- Jeg er ikke enig, og det kunne ikke røre mig mindre. Hvis kritik gik mig på, så ville jeg ikke være i denne branche. Det er kun godt, folk har en mening, men det vigtige for mig er, at jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg gør mit absolut bedste for Esbjerg fB.

Føler du, at din position i klubben er truet?

- Nej, det gør jeg ikke.

Peger pilen ikke også på den sportslige ledelse efterhånden?

- Det vil den altid gøre, når tingene ikke kører optimalt i en klub. Men jeg skal ikke stå og vurdere mit eget arbejde.

Er det dig eller bestyrelsen i Esbjerg, der har peget på Troels Bech?

- Det er en fælles beslutning, der er taget efter en dialog. Sådan er det altid i Esbjerg, og det har det også været denne gang.

Jimmi Nagel har været ansat i Esbjerg siden 2016. Først som scout og siden som sportschef. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Jimmi Nagel har været ansat i Esbjerg siden 2016. Først som scout og siden som sportschef. Arkivfoto: Casper Dalhoff
 

Troels Bech kommer fra et job som sportsdirektør i Brøndby. Føler du dig truet af, at han i teorien også kan varetage din rolle i et job som manager?

- Det har jeg ikke skænket en tanke før nu her, hvor du spørger. Vi har ansat Troels Bech, fordi vi mener, han har hele pakken, som der skal til, for at vi kan redde Superliga-livet. Det har været den bedste løsning for EfB at hente Troels ind som cheftræner.

Nu har spillerne haft en finger med i 'fyringen' af Lars Olsen. Er spillerne taget med på råd i ansættelsen af Troels Bech?

- Nej, det er de ikke. Det har været en ledelsesbeslutning.

Nu er Troels Bech ansat frem til sæsonafslutningen. Hvad skal der ske derfra?

- Det er klart, vi gerne vil have kontinuitet på trænerposten, men her og nu er det vigtigste at redde livet i Superligaen. Så tager vi en kop kaffe med Troels Bech, når det forhåbentlig er lykkedes.

Esbjerg og Troels Bech tager hul på puljespillet fredag, hvor Randers FC kommer på besøg.

Læs herunder en analyse af, hvorfor Lars Olsen aldrig blev nogen succes i Esbjerg.

Lars Olsen - presset ud af en dybt frustreret spillertrup. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Gammeldags og doven: EM-helt var dødsdømt fra dag ét

Se også: - Kald mig bare lokumsrenser

Se også: Troels Bech bliver ny cheftræner i Esbjerg

5 kommentarer
Vis kommentarer