Få smittede fodboldfans: Nu vil de ophæve afstandskrav

Hvis det står til Divisionsforeningen, så skal afstandskrav og sektionering ophæves på tribunerne

Få smittede fodboldfans: Nu vil de ophæve afstandskrav

Kontrasten var enorm, da tilskuerne endelig måtte vende tilbage til tribunerne - her på Brøndby Stadion i april.

Den såkaldte superligaordning dannede grundlag for, at tilskuere fandt vej tilbage til tribunerne i landets tre bedste fodboldrækker i foråret.

Nu har klubbernes sammenslutning, Divisionsforeningen, evalueret, hvordan ordningen har fungeret, og hvis man spørger direktør Claus Thomsen, så er der plads til lempelser.

- Evalueringen viser tydeligt, at med coronapas, faste pladser og en kontrolleret tilskuerrejse, så er det efter vores mening forsvarligt at fjerne afstandskrav og sektionering, siger Claus Thomsen ifølge Superligaens hjemmeside.

Håber på endnu flere i Parken til EM

Superligaordningen har blandt andet betydet, at tilskuere har skullet holde en meters afstand til hinanden. Derudover er stadion blevet inddelt i sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver.

60 smittede
266.259 tilskuere deltog i foråret i 170 kampe i Superligaen, 1. division, 2. division og pokalfinalen. Blandt dem har Styrelsen for Patientsikkerhed opgjort, at 60 personer har været smittet med coronavirus.

Graver man dybere ned, viser evalueringen, at 0,02 procent af tilskuerne har været smittet, mens de har siddet på tribunen til en fodboldkamp. Det svarer til 0,35 pr. kamp.

Derudover viser evalueringen, at antallet af tilskuere, som blev smittet, mens de var til fodboldkamp, var mellem 0,01 og 0,03 pr. kamp.

Håber på fuldstændig genåbning
Derfor håber Claus Thomsen på, at der er fulde tribuner, når Superligaen sparkes i gang efter sommerpausen.

- Med tanke på det støt stigende antal vaccinerede så vil det faktuelle grundlag for udendørs arrangementer under en revideret superligaordning uden afstandskrav og krav om sektionering blive yderligere styrket.

- Vi håber selvfølgelig på en fuldstændig genåbning hurtigst muligt, så vi kan være klar, når vores turneringer begynder igen midt i juli, siger Claus Thomsen.

Evalueringen er udarbejdet af Divisionsforeningen og Dansk-Boldspil Union i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for smitteopsporingen i Danmark.