Falks alarm: Hvorfor griner folk altid, når man bliver ramt lige der

Den tidligere OB’ere var tæt på at score på hovedstød, ramte overliggeren og kreerede sejrsmålet – og så blev han sendt til tælling af et skud i skridtet

Falken fløj højt på sin gamle hjemmebane, hvor han såmænd var tæt på at score på hovedstød. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Falken fløj højt på sin gamle hjemmebane, hvor han såmænd var tæt på at score på hovedstød. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

ODENSE (Ekstra Bladet): Et hovedstød, som Sten Grytebust over to omgange måtte bremse med en lab på selve stregen. Et solidt flæk på overliggeren i anden halvleg – og så endelig den helt store slalomtur gennem et OB-forsvar, der endte i et chip nær baglinjen og helt over i skallen på Dame N’Doye.

1-0 og tilbage til hovedstaden. I Odense må de nøjes at glæde sig over selve spillet – og så overveje, om der ikke skal installeres sær-overvågning af den spinkle boldspiller næste gang. En Falks alarm…

De stribede hardcore-fans piftede jævnligt, når den eksilerede middelfarter modtog bolden – og det var ofte – og den rapfodede FCK’er indrømmer da også gerne, at det altid er en speciel kamp, når menuen står på de gamle, stribede venner.

- Det er altid en speciel kamp, når jeg er her og spiller mod OB. Det er hele optakten. Det var rigtigt dejligt, vi fik de tre point, selv om vi skulle langt hen i kampen.

Fansene pifter også helt, som de skal…

- Ja, og det er helt naturligt. Det kan jeg godt forstå, for det er en del af fodbolden, og det må jo betyde, jeg har gjort det godt her. Så længe, det bliver holdt på fodboldbanen, er jeg helt indforstået.

Dine evner på låget?

- De er ved at udvikle sig. Det var virkelig flot taget af Sten Grytebust, det må man sige.

Du stod også ret fri!

- Ja, men jeg fik også meget kraft på i forhold til, hvad jeg selv havde troet. Jeg havde den følelse, man har, når man rammer bolden helt rigtigt. Jeg var sikker på, den ville gå ind. Jeg tænkte: Der kan kun være mål. Menæh… Når det er Sten, der står, så kan man ikke være sikker.

Hvad når du at tænke til sidst, da du cruiser gennem OB’s felt?

- I starten tænker jeg faktisk på at sparke, at jeg skal fri til en afslutning. Men så bliver vinklen lidt for spids, og så plejer Doye at være ved bageste stang.

Er det specielt at slå OB?

- Det er en sejr som alle andre.

Men du kunne måske have lidt medlidenhed med dem?

- Jamen, det har jeg også. Bare ikke i forhold til resultatet i dag, for jeg er FCK-spiller, og vi går efter at vinde alle kampe. Men jeg har mange venner og er i kontakt med klubben og følger på den måde meget med. Jeg ses privat med nogle af dem.

Ser du OB som et bundhold?

- Nej, bestemt ikke. De skal nok få tingene vendt, de har masser af kvalitet.

Havde du også en oplevelse af, at banen var fugtig i den ene ende og tør i den anden?

- Ja, banen var lidt speciel og tør i første halvleg. Vi havde vanskeligheder de første 15-20 minutter med temperaturen i afleveringerne, siger Rasmus Falk, der undervejs gik i brædderne. Fældet af et skud direkte i klokkeværket.

Har du løst mysteriet: Hvorfor sidder voksne mænd og griner, når andre bliver ramt lige der, hvor det siger ding-dang?

- Det er jo forfærdeligt, at folk griner! Alle ved da, hvor ondt det gør. Ha. Puha, jeg var uforberedt, og lægen kom godt nok med en ispose, men det hjalp ikke helt vildt meget, skal jeg hilse at sige. Det må man altså ikke grine af. Jeg vil aldrig gøre det igen!

Hvad skal der så ske i aften?

- Ingenting. Jeg skal hjem og slappe af.

Og sidde med spredte ben?

- Narj, nu har jeg det okay. Men vi spiller jo kampe hele tiden, og det handler om at restituere og komme videre til næste kamp. Nu har vi en vigtig opgave i Bulgarien og derby på søndag. Der er nok at se til, og vi skal både hente point og lægge på vores spil. Hver gang.

Se også: Uhyggeligt! Superligaspiller var helt væk efter sammenstød

Se også: Ny FCK-helt: 'De bruger kun mit navn, når de er sure'

Se også: Ståle om sin stjerne: - Jeg måtte passe på ham døgnet rundt!

61 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere