FC Midtjylland handler igen, og det er mere krudt til det offensive arsenal.
Midtjyderne er nemlig blevet enige med både den 22-årige kantspiller Edward Chilufya og hans svenske klub Djurgården om de sidste detaljer i den transfer, som Ekstra Bladet kunne afsløre i sidste uge.
Edward Chilufya kommer til at koste FC Midtjylland 2,5 millioner euro - eller små 19 millioner kroner - her og nu. Den pris kan dog løfte sig til 26 millioner kroner, hvis den zambiske kantspiller bliver en stor succes i det midtjyske.
Allerede i slutningen af sidste uge satte FC Midtjylland slutspurten ind på at hente Edward Chilufya, og her kunne Ekstra Bladet fortælle, at der var dialog med begrundet tro på en endelig handel mellem midtjyderne og Djurgården.
Den tro er nu blevet til en reel forventning, og det er kun et spørgsmål om tid og de allersidste små detaljer, der skal klares, før en handel kan blive officiel.
Edward Chilufya har efter en flot sæson haft flere bejlere til sin underskrift, men kantspilleren har selv foretrukket, at hans næste skridt bliver Superligaen og med FC Midtjyllands trøje på.