Afsløring: Han skal afløse ’Zanka’

Den tjekkiske U21-landsholdsspiller Michael Lüftner er på vej til FC København, hvor han er udset til at tage over i midterforsvaret efter Mathias 'Zanka' Jørgensen

Michael Lüftner (i rød trøje) i aktion for det tjekkiske U21-landshold. Foto:  Michal Chwieduk / All Over Press
Michael Lüftner (i rød trøje) i aktion for det tjekkiske U21-landshold. Foto: Michal Chwieduk / All Over Press

Ståle Solbakken har i disse dage været smut hjemme i Norge, men FCK-manageren har næppe holdt helt fri…

Solbakken er godt i gang med at samle puslespillet til næste sæson, og i Tjekkiet har nordmanden efter alt at dømme fundet brikken, der skal erstatte Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Ekstra Bladet erfarer via tjekkiske kilder tæt på Slavia Prag, at de nykårede danske mestre er tæt på at sikre sig Slavias 23-årige forsvarsspiller Michael Lüftner.

De to klubber skulle ifølge Ekstra Bladets kilder i det tjekkiske være enige om en handel, der sender Lüftner til København. Han mangler dog fortsat at gennemgå det obligatoriske lægetjek.

FC København har allerede i cypriotiske Pieros Sotiriou hentet angriberen, der skal afløse Andreas Cornelius, og 190 centimeter høje Lüftner er altså udset til at tage over efter ’Zanka’, der skal sælges i det kommende transfervindue.

Over 50 ungdomslandskampe
Michael Lüftner har spillet et flot forår for Slavia Prag, der med tre runder tilbage af turneringen ligger til at snuppe guldet i Tjekkiet.

Han kom til hovedstadsklubben i vinter fra sin barndomsklub Teplice og har gjort det så godt, at Slavia Prag ikke længere kan holde ham inden for Tjekkiets grænser.

Forsvarsspilleren har angiveligt en frikøbsklausul på 1,5 mio. euro (ca. 11 mio. kr.), som FCK skulle være indstillet på at indløse.

Lüftner har spillet over 50 kampe på diverse tjekkiske ungdomslandshold og er fast mand på det succesrige U21-landshold, der til sommer møder Danmark ved slutrunden i Polen.

Lüftner havde også tilbud fra Italien og Norge i vinter, men valgte Slavia Prag og har ikke haft grund til at fortryde det skifte.

Han har fået fuld spilletid i samtlige 11 ligakampe i foråret, og med ham som forsvarsgeneral har Slavia Prag blot lukket syv mål ind og har en god mulighed for at snuppe mesterskabet for første gang siden 2009.

Risiko ved at vente
Når FC København er klar til at købe Lüftner nu, handler det om to ting.

For det første er Ståle Soblakken meget opsat på at få sin trup til den kommende sæson på plads så hurtigt som muligt.

Allerede midt i juli begynder kvalifikationskampene til Champions League, og Solbakken vil meget gerne have de nye spillere med på klubbens træningslejr, så holdet kan blive spillet sammen så hurtigt som muligt.

For det andet ville der være en risiko for FCK ved at vente. Hvis Michael Lüftner spiller et godt U21-EM, kunne det gøre ham interessant for andre og større klubber. Derfor giver det god mening allerede at handle tidligt.

Nøjagtig som FCK har det gjort flere gange de seneste sæsoner.

'Ingen kommentarer'
Oprindeligt blev Jorés Okore set som den naturlige ’Zanka’-afløser, men den tidligere Aston Villa-forsvarer har haft en svær første sæson i hovedstaden og langtfra overbevist om, at han skal være Erik Johanssons makker.

Nu tyder noget på, at pladsen i stedet går til tjekkiske Michael Lüftner.

Ekstra Bladet har i forbindelse med denne historie været i kontakt med Ståle Solbakken, men fra FCK-manageren lyder det klassiske 'ingen kommentarer’.

Michael Lüftner bliver ikke den første tjekke i FC København. Libor Sionko og Zdenek Pospech har tidligere trukket i den hvide trøje, og det var også i den tjekkiske liga, at mestrene sidste sommer fandt den slovakiske landsholdsspiller Ján Gregus.

Pierre Bengtsson (i rødt) har ikke nogen fremtid i Mainz. Foto: AP/Martin Meissner FC København - 9. maj. 2017 - kl. 12:30 Afsløring: Ståle flirter med tidligere FCK-helt

Se også: Papir-rod sender lejesvend retur til FCK

Se også: Både Brøndby og FCK straffes efter 'rotte-kampen'

Se også: Her er de 25 mest magtfulde i dansk fodbold

TV: Kom med til FCK's guldfest:

118 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere