Nicolai Boilesen kan omsider smile igen.
Det seneste halvandet år har på mange måder været en barsk oplevelse for den 25-årige forsvarsspiller.
Han blev kylet ud i Ajax-kulden, fordi han nægtede at forlænge sin kontrakt. Siden sendte klubben stikpiller i pressen om danskeren, så han endte som en upopulær spiller i den klub, han vandt fire mesterskaber med og sluttede som anfører i sin seneste kamp.
Oplevelserne i Ajax har Nicolai Boilesen efterhånden lagt bag sig, men han har ikke glemt det. Han har trods alt lært en del.
De løb fra en klar aftale
- Jeg er ked af, jeg ikke fik lov at spille ét år. Men jeg fortryder intet. Det vil nemlig være det samme som at sige, jeg accepterer den måde, de behandlede mig på. Og det gør jeg ikke. De løb fra en klokkeklar aftale, vi havde, siger Nicolai Boilesen.
Aftalen i sommeren 2015 mellem parterne var, at Nicolai Boilesen fik lov at prøve nye udfordringer, men sådan endte det langtfra.
- Jeg vidste ikke, de ville løbe fra en aftale. Men fodbold er og bliver hård, kold og kynisk business, når vi er på højeste niveau. Du kan i denne verden være heldig at møde gode og ærlige mennesker, siger Nicolai Boilesen og fortæller om en af de metoder som Ajax brugte i spillet mod ham.
- Uden om mig og min agent var Ajax på et tidspunkt blevet enig med Genoa. Klubben gik i medierne og proklamerede, at det nu kun var op til mig og italienerne at blive enige om det personlige.
- Min agent rejste til Italien, men efter blot en halv time i klubben viste det sig, at de dårligt anede, hvem jeg var. Den interesse var ikke oprigtig, og det virkede meget underligt det hele. Ajax ville gerne udadtil fremstille mig som pengegrisk, men sandheden var, at det beløb, Ajax forlangte for mig (angiveligt tre mio. euro – 22,5 mio. kr.), var alt for højt i forhold til min status. Jeg var jo sendt ned på reserveholdet, forklarer han.
Lånte én fra modstander-holdet
Da han nægtede at forlænge sin kontrakt, sendte Frank de Boer ham ned at træne med reserverne på Jong Ajax. Det var samme mand, der som U19-træner havde hentet ham til klubben, givet ham chancen på U19-holdet og siden rykkede ham i førsteholdstruppen, da han blev cheftræner.
Fra ét år i helvede fremhæver Nicolai Boilesen specielt én oplevelse, som fik ham til at ryste på hovedet over den manglende respekt, klubben viste for ham.
- Klubben ville gerne udadtil retfærdiggøre de ting, den havde gjort. Jeg trænede alene med en fysioterapeut uden at spille kampe hverken på første- eller reserveholdet.
- Da reserverne på et tidspunkt skulle spille en træningskamp, var kun 11 mand til rådighed hos Ajaxs reserver. Èn mand blev skadet under opvarmningen og for at undgå at bruge mig, lånte de en spiller fra modstanderne. Det var en besynderlig oplevelse, fortæller Nicolai Boilesen, der kalder oplevelserne fra Ajax-tiden som nyttig livserfaring.
Den lange kamp for spilletid
Siden Nicolai Boilesen kom til FC København i slutningen af sommerens transfervinduet, har han kun spillet godt og vel tre hele fodboldkampe.
Til trods for den manglende spilletid går det faktisk efter planen med den 25-årige forsvarsspiller.
Han er i hvert fald meget realistisk om sin egen situation.
- Jeg kom til FCK uden at have spillet det seneste år. Tilmed har forsvaret i FCK gjort det helt fantastisk. 2016 var et helt fantastisk år i klubben.
- Læg dertil, at min kæreste fik komplikationer med fødslen. Hun fødte for tidligt og derfor overnattede jeg gennem en længere periode meget på hospitalet i efteråret, hvor jeg godt nok trænede, men havde mine tanker et andet sted, forklarer Nicolai Boilesen, der i dag er lykkelig over, at både kæresten og datteren har det rigtig godt efter en svær periode.
Siden Ståle Solbakken sendte ham ind i det centrale forsvar i returkampen på sin gamle hjemmebane mod Ajax, er det blevet til en del spilletid.
Men det har ikke været som venstre back Nicolai Boilesen har fået mest spilletid i FCK det første halvår.
Ståle Solbakken har brugt ham i de fleste tilfælde på pladsen i det centrale forsvar.
- Jeg går ud fra, jeg er hentet som efterfølger til Ludwig Augustinsson, men det er lidt op til Ståle (Solbakken, red.), hvor han vil bruge mig. Da han satte mig ind i midterforsvaret mod Ajax, var det syv år siden, jeg senest havde spillet den plads.
- Som ungdomsspiller i Brøndby og i starten i Ajax spillede jeg i midterforsvaret. Jeg kan spille både i midterforsvaret og som venstre back. Der er fordele på begge positioner. Offensivt er der flere gode ting ved at spille venstre back, fordi man som back holder bredden og deltager meget i offensiven.
- Som midtstopper er der også den klare fordel, at det er nemmere at læse spillet, når du spiller midt i banen, forklarer Nicolai Boilesen.